Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK-træner er bekymret: Det er også lidt surrealistisk

Ritzau
FCK-træner er bekymret: Det er også lidt surrealistisk
FCK-træner er bekymret: Det er også lidt surrealistiskProfimedia
- Vi slutter efteråret ekstremt dårligt af pointmæssigt i Superligaen.

Mens FC København er ved at skrive lidt af et eventyr i Champions League, har det på det seneste haltet gevaldigt på den hjemlige front.

Søndag tabte FCK 1-2 til AGF hjemme i Parken, og da de foregående to ligakampe er endt med nederlag i Viborg og uafgjort mod Brøndby, er det altså blot blevet til ét point ud af de seneste ni mulige.

"Jeg synes, det er bekymrende, at vi har fået ét point i tre kampe, hvor vi i to og en halv af kampene har haft så stor overvægt i spillet. Vi må bare sige, at i 2023 efter sommerferien har det været for let at score på os i Superligaen."

"Det er der, skoen trykker, og i den seneste periode har vi ikke udnyttet vores chancer. Det handler ikke om held eller uheld, men det er også lidt surrealistisk, at vi endte med at tabe den kamp her", siger FCK-træner Jacob Neestrup efter nederlaget til AGF.

Her skabte FCK et hav af store chancer og kunne godt have lavet fire-fem mål, hvis ikke det var for den manglende kynisme.

"Det er svært at kreere større chancer end det her. Altså vi sparkede den over mål fra to meter. Vi sparkede den på ydersiden af stolpen fra to meter. Det er chancer, der er 20 gange større end et straffespark."

"Vi brændte så store chancer, at det næsten er umuligt, men der er ikke noget, der hedder ufortjent i fodbold", siger Neestrup.

FC København er aktuelt nummer to med et enkelt point op til Brøndby, mens FC Midtjylland mandag kan overhale begge hold ved at slå Viborg.

"Nu har vi og jeg ikke mindst fået en masse flot ros de sidste mange måneder, men nu er det bare at konstatere, at de sidste tre kampe i Superligaen ikke har været gode nok. Længere er den ikke."

"Der er nogle ting, der skal ændres over januar og starten af februar", siger Neestrup med henvisning til den forestående vinterpause.

Det handler om for FCK, at man ikke må tabe den slags kampe som mod Viborg og AGF.

"Én ting er, at vi kan spille 0-0 mod Brøndby i en kontrolleret indsats, hvor vi med lidt mere dygtighed vinder 1-0, men at vi i to kampe, hvor vi har så meget under kontrol og kreerer så mange chancer, kan ende med at stå med nul point er bare mangel på FC København-kynisme."

"Det er der kun to parter, der kan rette op på, og det er mig og spillerne", siger Neestrup.

FC København har dog først vinterpause, når de to pokalkvartfinaler mod Silkeborg samt den afgørende Champions League-duel mod Galatasaray er afviklet.

FCK ligger aktuelt til at gå videre i Champions League, men det kan ændre sig i sidste gruppekamp, som spilles 12. december.