Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Inden CL-opgør mod Napoli: Union Berlin er landet i historisk krise, men hvorfor?

Simon Lindgren / Søren Jakobsen
Union Berlin har ikke kunnet omstille sig til at være i boldbesiddelse mod mere forsigtige modstandere.
Union Berlin har ikke kunnet omstille sig til at være i boldbesiddelse mod mere forsigtige modstandere.JOHN MACDOUGALL/AFP
Union Berlin får tirsdag aften besøg i Champions League af Napoli, men efter to nederlag i to kampe i CL samt seks i træk i Bundesligaen, melder spørgsmålet sig om, hvorvidt vingerne er begyndt at smelte for holdet, der kun har kendt til fremgang i de sidste mange år.

Det har på det nærmeste været en lang fest for Union Berlin i de seneste år. Den lille hovedstadsklub rykkede op i Bundesligaen i 2019 og har siden da ikke kigget sig tilbage. Under ledelse af træneren Urs Fischer har Union Berlin udviklet sig fra at slutte i midten af tabellen i 2019/2020-sæsonen, til at de i seneste sæson langt hen ad vejen spillede med om guldet og endte med at kvalificere sig til Champions League. 

Historien om Union Berlin har i de seneste år bare været en lang succeshistorie. Men nu tyder det på, at Union Berlins romantiske fortælling er ved at udvikle sig til en regulær gyser. 

Union Berlin startede ellers sæsonen ganske glimrende med først en 4-1-sejr over Mainz og derefter endnu en 4-1-sejr over oprykkerne fra Darmstadt. Kampen mod Darmstadt blev endda vundet, selvom berlinerne var en mand i undertal i mere end 70 minutter. Derfor lignede det, at Union ville fortsætte den samme flotte stil, som de viste i sidste sæson. 

Det var dog ikke tilfældet. Det er nemlig blevet til seks nederlag i de efterfølgende seks kampe, mens de to Champions League-kampe også er endt med nederlag. Sidst klubben oplevede en så negativ serie af resultater var for 19 år siden i sensommeren 2004, hvor sæsonen førte til nedrykning til Oberligaen. 

Men hvad er der dog sket med Union Berlin?

Kampen mellem Union Berlin og Stuttgart
Kampen mellem Union Berlin og StuttgartMAJA HITIJ/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP

Offensiven producerer stadig chancer - målene kommer bare ikke

Union Berlin er ikke kendt for at være et hold, der banker mål ind på samlebånd. I sidste sæson scorede berlinerne 51 mål i 34 kampe, hvilket svarer til 1,5 mål pr. kamp. I denne sæson er det blevet til 11 mål i otte kampe, hvilket svarer til 1,37 mål pr. kamp. Otte af de 11 mål er dog blevet scoret i sæsonens to første kampe, hvilket betyder, at det kun er blevet til tre scoringer i de seneste seks Bundesligakampe. 

Har berlinerne været uheldige? 

Union Berlins situation må siges at være ganske problematisk, men gør den tyske kultklub noget anderledes end i seneste sæson? – svaret er sådan set, at de grundlæggende gør det samme, som virkede for dem i sidste år. 

Som det allerede er blevet beskrevet, så scorer de cirka det samme antal mål, men der er flere lighedspunkter. 

Hvis man generelt sammenligner Unions Berlins statistikker fra sidste sæson med statistikkerne i denne sæson, så er der mange fælles træk, selvom resultaterne er markant anderledes. I sidste sæson havde Union Berlin en boldbesiddelsesprocent på 43,5, mens den i denne sæson hedder 43,4.

Union Berlin kommer  faktisk frem til flere afslutninger på mål i denne sæson end de gjorde i sidste år. I seneste sæson havde de 3,6 afslutninger på mål, hvorimod de i denne sæson kommer frem til 4,9 afslutninger på mål pr. kamp. Her må en spiller som rekordindkøbet Robin Gosens naturligvis stå for skud, selvom han dog har leveret fire mål i otte kampe indtil videre for Die Eiserner.

I weekenden tabte Union Berlin med 3-0 til Stuttgart, som dog også er kommet godt fra start i sæsonen. I april måned spillede de to hold også mod hinanden, men her var det berlinerne, der vandt med 3-0. Det interessante ved de to kampe er, at flere af statistikkerne fra kampen minder meget om hinanden. 

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore

I opgøret fra april havde Stuttgart bolden i 58 procent af tiden, mens de havde en xG (forventede mål) på 1,69. Stuttgart havde hele otte forsøg på mål, men alligevel lykkedes det for Union at vinde kampen med 3-0, som det kan ses i statistikkerne ovenfor. 

I weekendens kamp mod Stuttgart havde gæsterne bolden 57 % af tiden, mens de havde fem skud på mål og en xG på 1,63 Stuttgart fik dog alligevel scoret hele tre mål, selvom det måske var i overkanten. 

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore

Derfor skal blikket rettes mod defensiven.

Usædvanligt mange indkasserede mål

Det er ikke offensiven, der er det største problem. Problemet ligger derimod i den anden ende af banen. Union Berlin har i de seneste sæsoner været kendt som et hold, der har en ualmindelig solid defensiv. Træneren Urs Fischer har sat sin lid til en 3-5-2/5-3-2-formation, og det har i den grad virket.

I seneste sæson indkasserede de blot 38 mål, hvilket var bedst af alle i Bundesligaen sammen med Bayern München. Kun 1,1 mål pr. kamp indkasserede hovedstadsklubben, da de erobrede fjerdepladsen. I de to foregående sæsoner har billedet været det samme. Der har de nemlig indkasseret 1,2 pr. kamp i begge sæsoner.

I denne sæson er historien dog en helt anden. Indtil videre har Union Berlin indkasseret 17 mål i bare otte kampe, hvilket svarer til 2,1 indkasserede mål pr. kamp. Hvis det samme målsnit fortsætter resten af sæsonen, så vil Union ende med at indkassere 71 mål, hvilket altså næsten er dobbelt så mange mål som i seneste sæson. 

Union Berlins seneste opgør
Union Berlins seneste opgørFlashscore

Det har været Union Berlins helt store akilleshæl i denne sæson. Modstanderne scorer på nogle chancer, som normalt ikke altid giver mål. I sidste sæson fik Frederik Rønnow rigtig meget ros, og i sine 29 kampe lykkedes det landsholdsmålmanden kun af lukke 27 mål ind på trods af en indkasseret xG på 35,4 (altså modstanderne havde chancer til at score 35,4 mål). 

Helt så skarp har den danske keeper ikke været i de første otte Bundesligakampe. Her har Union Berlin haft en indkasseret xG på 11,84. Altså har det været forventet, at modstanderne ville have scoret knap12 mål på nuværende tidspunkt. Union har dog indkasseret hele 17 mål, og der er endda selvom Frederik Rønnow har reddet to ud af tre straffespark i sæsonen. 

Man kigger ofte på forsvaret og målmanden, når der går så mange mål ind. Union Berlin havde hele 13 clean sheets i sidste sæson, men i denne sæson har de endnu ikke holdt nullet. Der har heller ikke været nogen udskiftning i den bagerste kæde, selvom legendariske Leonardo Bonucci er kommet til klubben fra Juventus. 

De tre stoppere, der var med til at tabe til Stuttgart i weekenden, var også dem, der spillede sammen i størstedelen af sidste sæson, da Bonucci har været stærk i Champions League-kampene, men knap så meget i Bundesligaen. Han har primært udmærket sig med en scoring i 2-4 nederlaget til Dortmund, og han har altså ikke prøvet at vinde med Union endnu.

Dykker man ned i de forskellige kampe og kigger på modstandernes scoringer, så har Union Berlin nu også været ganske uheldige med, at modstanderne har været effektive og scoret scoret nogle helt uovertrufne mål. Hvilket også er med til at forklare, hvorfor der er gået 17 mål ind, når xG kun ligger på 11,84.   

I sidste sæson endte man i tabellen med en målforskel på +13 mål, og her viste statistikkerne, at Union faktisk lavede 13 mål mere, end hvad xG viste, mens der gik fem mål færre ind i defensiven, end hvad tallene demonstrerede. Naturligvis er det en svær kunst at gentage.

Modstanderne kan have luret dem

En anden pointe er, at Unions fjerdeplads og status som CL-kandidat har medført, at de oftere går på banen som favoritter. Hvor de før i tiden har kunnet være tilbageholdende og satse på kontraer, så er deres modstandere nu blevet mere passive, hvilket selvfølgelig medfører, at Union skal levere mere med bolden.

Det har de dog ikke været gode til at omstille sig til, bortset fra i 4-1 sejren over oprykkerne fra Darmstadt på anden spilledag, hvor Union kun havde bolden 33 procent af tiden, men altså var effektive. Det er dog ikke noget, de har haft held med at kunne videreføre indtil videre i denne for dem så svære sæson. 

Union Berlin møder Napoli på Olympiastadion i Berlin tirsdag kl. 21.00.