Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Italiensk brag i Champions League: Kan Napoli revanchere choknederlag?

Andreas Würtz Adamsen
André-Frank Zambo Anguissa (til venstre) og Sandro Tonali (til højre) skal kæmpe om midtbanen i onsdagens opgør.
André-Frank Zambo Anguissa (til venstre) og Sandro Tonali (til højre) skal kæmpe om midtbanen i onsdagens opgør.Tiziana Fabi/AFP
Onsdag aften mødes de forsvarende italienske mestre og de formentlig kommende italienske mestre hinanden, når SSC Napoli gæster AC Milan på San Siro i første opgør af Champions League kvartfinalerne.

Selvom SSC Napoli måske ikke historisk set har været en af de helt store sværvægtere i italiensk fodbold, så er der ikke desto mindre tale om et ganske historierigt opgør, når Luciano Spallettis syditalienske titelaspiranter onsdag aften tørner sammen med AC Milan på San Siro.

De to mandskaber har mødt hinanden hele 171 gange igennem historien og udkæmpet nogle dramatiske kampe, der 68 gange er endt med milaneserne som sejrherrer, 51 gange med napolitanerne som det vindende hold, 52 gange uden vinder.

Traditionelt set har det, med undtagelse af Diego Maradonas storhedstid, været det norditalienske hold, der har haft bukserne på i det indbyrdes styrkeforhold, men i denne sæson har Spalletti for alvor igen fået sat Napoli på det europæiske fodboldlandkort, og de lyseblå napolitanere ser ud til endelig at skulle tage klubbens første mesterskab i mere end 30 år.

Men for nylig har Spalletti og Co. oplevet et par overraskende nederlag, begge på hjemmebane, og generelt er det seværdige syditalienske hold lidt et enten-eller-mandskab. Således indikerer Napolis resultater i løbet af sæsonen, at de enten kommer til at vinde eller tabe i onsdagens opgør.

Et lige opgør

Som skrevet har de to mandskaber ofte mødtes gennem historien. Det har også kastet et par store sejre af sig, og Milan har således to gange vundet med fem scoringer, begge resultater der dog ligger mange år tilbage, senest i januar 1992, da Fabio Capellos milanesiske mandskab vandt med 5-0 med spillere som Marco van Basten, Paolo Maldini og Franco Baresi i startopstillingen.

For ganske nylig var Stefano Piolis Milan så tæt på at gøre Capello kunsten efter, for ude mod netop Napoli blev det til en overraskende afklapsning for Spallettis tropper, der måtte konstatere et nederlag på hele 0-4 til de gæstende norditalienere.

Det er dog ikke mange år siden, at Napoli vandt med præcis samme cifre i Milano, da Maurizio Sarris mandskab i oktober 2015, ansporet af Lorenzo Insigne, fik skovlen under et middelmådigt Milan-mandskab, dengang med nyligt afdøde Siniša Mihajlović i trænersædet og relativt upåagtede navne som Rodrigo Ely, Juraj Kucka og Andrea Bertolacci i startopstillingen.

Selvom Milan altså blev mestre i seneste sæson, og Napoli var det klart bedre hold i en årrække forud med Maurizio Sarri ved roret, har de seneste 10 møder mellem de to mandskaber været ganske lige. Således har Milan vundet fire af dem, Napoli tre og tre er endt i remis.

Der var ikke mange, der havde forudsagt en firemålssejr til de norditalienske gæster, da SSC Napoli og AC Milan forleden mødtes i Serie A.
Der var ikke mange, der havde forudsagt en firemålssejr til de norditalienske gæster, da SSC Napoli og AC Milan forleden mødtes i Serie A.Opta by Statsperform

Syditalienere i langt bedre form

Trods to nylige chokresultat på Stadio Diego Armando Maradona, først med et etmålsnederlag til SS Lazio, med netop føromtalte Maurizio Sarri i spidsen, og derefter 0-4-lussingen mod netop Milan, er der ingen tvivl om, at Napoli er det mest formstærke af de to mandskaber.

Siden VM-pausen har Spalletti og Co. nemlig vundet hele 13 ud af 17 kampe – og har man ikke vundet, så har man altså tabt. Uafgjort har Napoli ganske enkelt ikke spillet, siden den sidste dag i august 2022.

For Milan har det set omvendt vaklende ud, og uafgjort er ikke noget ukendt resultat for milaneserne. Efter VM i Qatar har Piolis tropper spillet 18 kampe, men de har blot vundet seks af disse, mens de har spillet fem uafgjort. Nederlaget har således været det mest hyppige resultat for Milan siden årsskiftet.

Særligt grelt var det i januar og starten af februar, for her kunne den norditalienske traditionsklub slet ikke finde fodfæste. I syv kampe blev det ikke til én eneste sejr og hele fem nederlag, heriblandt to defensive kollaps mod først Lazio, hvor milaneserne lukkede fire mål ind, og kort efter også mod US Sassuolo, der sendte kuglen i nettet hele fem gange.

Khvicha Kvaratskhelia og Rafael Leão får begge absolutte nøgleroller i onsdagens opgør. De to kantspillere er blandt Serie A's mest kreative og målfarlige spillere.
Khvicha Kvaratskhelia og Rafael Leão får begge absolutte nøgleroller i onsdagens opgør. De to kantspillere er blandt Serie A's mest kreative og målfarlige spillere.Opta by Statsperform, fotos af Filippo Monteforte/AFP & Tiziana Fabi/AFP

En georgisk og en portugisisk nøgle

I jagten på mesterskabet, og på at nå endnu længere i sæsonens Champions League, har særligt én mand skilt sig ud for napolitanerne. Den 22-årige georgiske kantspiller med det så mundrette navne Khvicha Kvaratskhelia.

Siden 'Kvaradona' i sommer skiftede til Napoli, har den seværdige venstrekant brændt banen af igen og igen for Napoli, og i Champions League-regi er det blevet til to scoringer og hele fire oplæg i blot syv optrædener for den unge georgier.

Det har været straks sværere at få øje på den helt store offensive profil hos Milan, der i seneste sæsons mesterskab blot scorede 69 gange i Serie A-regi, blot fjerde flest af alle mandskaber, med rutinerede Olivier Giroud og Rafael Leão som topscorere for holdet trods en ellers relativt pauver målhøst på 11 mål hver.

Den måltotal har sidstnævnte næsten allerede matchet i denne sæson. 10 gange har den unge portugiser allerede nettet i Serie A med endnu ni spillerunder tilbage. Til gengæld har det været en tynd omgang i Champions League, og hvis Stefano Pioli skal gøre sig forhåbninger om europæisk avancement, skal netop Rafael Leão levere varen.

Onsdagens opgør mellem AC Milan og SSC Napoli bliver nummer 172 i historien mellem de to italienske mandskaber.
Onsdagens opgør mellem AC Milan og SSC Napoli bliver nummer 172 i historien mellem de to italienske mandskaber.Opta by Statsperform, foto af Tiziana Fabi/AFP

Må undvære brandvarm nigerianer

Mens Khvicha Kvaratskhelia har været en åbenbaring uden lige, så har georgieren dog ikke gjort det hele på egen hånd, og når Napoli er Serie A's suverænt mest scorende hold, handler det i lige så høj grad om 'Kvaradonas' angrebsmakker.

Victor Osimhen har således bombet målene ind for Napoli i denne sæson, 21 i Serie A, yderligere fire i Champions League, og nigerianeren har haft et forrygende samarbejde med netop Khvicha Kvaratskhelia.

Netop det samarbejde slipper Stefano Pioli dog for at bekymre sig om onsdag aften, for den 24-årige målfarlige nigerianer, der skiftede til Napoli fra Lille i sommeren 2020, sidder nemlig ude med en lårskade, og for at gøre ondt værre for Spalletti, må han også se bort fra næste mand i rækken, argentinske Giovanni Simeone, Diego Simeones søn, der ligeledes er skadet, hvorfor det formentlig bliver Giacomo Raspadori, der skal ligge forrest i Napolis startopstilling onsdag aften. 

Hos milaneserne har der primært været tvivl om Pierre Kalulus deltagelse i kampen, da franskmanden døjede med problemer i sin ene læg, men tirsdag deltog den 22-årige forsvarsspiller i Milans træning, og han forventes derfor at være klar til opgøret.

Kampen mellem de to italienske storhold sparkes i gang klokken 21 dansk tid og kan naturligvis følges live på Flashscore.