Jack Grealish efter sejr: Det her arbejder man for hele livet
Pokalen med de store ører blev sikret med en sejr på 1-0 over Inter i en kamp, der bød på mere intensitet end flot fodboldspil.
Dermed fuldendte City The Treble, der angiver, at man har vundet både den hjemlige liga, den hjemlige pokalturnering samt Champions League.
"Det her arbejder man for hele livet. Jeg er så glad", siger Jack Grealish efter triumfen ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Jeg var forfærdelig, men jeg er ligeglad. At vinde The Treble med den her gruppe af spillere er så specielt".
Midtbanespilleren Rodrigo blev matchvinder i finalen. Spanieren hamrede bolden ind midt i anden halvleg, og det var altså nok for City, som aldrig før har vundet Europas fineste klubturnering.
"Jeg er følelsesladet. Det er en drøm, der går i opfyldelse", siger Rodrigo ifølge AFP.
"De her fans har ventet 20, 30, 40 år på det her. Jeg har kun været her i fire år, men vi fortjener det".
Anfører Ilkay Gündogan kalder sejren et stolt øjeblik for City som klub.
"Vi arbejder så hårdt hver eneste dag, og vi har villet vinde det her trofæ i så lang tid. Champions League er en smuk turnering, og vi er alle virkelig glade for at have vundet", siger tyskeren ifølge AFP.
City er det første engelske hold, der vinder The Treble, siden naboen Manchester United gjorde det i 1999.