Kane så fremskridt for Bayern i Champions League-brag mod Arsenal
I Champions League kan Bayern fortsat nå at redde sæsonen, efter at den første kvartfinale ude mod Arsenal sluttede 2-2.
Efter to nederlag i træk i ligaen oplevede Harry Kane et forbedret Bayern-hold.
"Vi var et determineret hold. Vi skulle vise sammenhold og fight, og det blev et skridt i den rigtige retning," siger Harry Kane.
Favoritten Arsenal styrede faktisk mod nederlag, men fik trods alt uafgjort efter at have været bagud 1-2.
Indskiftede Leandro Trossard udlignede for Premier League-topholdet med et kvarter tilbage og berettede om blandet stemning i omklædningsrummet bagefter.
"Det er en blandet følelse, vil jeg sige. Jeg synes, vi startede så godt i de første 15 minutter, og vi kunne have været foran med to eller tre mål," siger Leandro Trossard.
Den belgiske angriber henviser til kampens første del, hvor Bukayo Saka bragte hjemmepublikummet i ekstase med et mål efter godt ti minutter.
Formsvage Bayern brød den gode stemning med en kontraudligning efter 17 minutter, og efter en halv time udnyttede Harry Kane et straffespark til at bringe tyskerne på 2-1.
"Vi fik set deres kvalitet. Især oppe foran med deres individuelle kvaliteter. De er så stærke, især på kontraangreb. Det var her, de ramte os."
"I sidste ende er vi selvfølgelig glade for udligningen, der bringer os tilbage i balance, og så må vi gøre det i München. Det bliver en svær kamp, men rammer vi topniveau, kan vi slå dem," lyder det fra Trossard.
Returkampen i München spilles næste onsdag.