Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Pernille Harder stanger Bayern foran i sikker CL-sejr

Ritzau
Pernille Harder viser igen målnæse.
Pernille Harder viser igen målnæse.Profimedia
Bayern München vandt 3-0 over Vålerenga i Champions League. Pernille Harder scorede tidligt på et hovedstød.

Danske Pernille Harder er helt alene øverst på topscorerlisten i kvindernes Champions League i fodbold.

Det står klart, efter at den 31-årige Bayern München-stjerne tirsdag aften åbnede målscoringen i holdets 3-0-sejr på hjemmebane over norske Vålerenga.

Med fem mål i tre kampe kan ingen andre spillere matche danskeren, der i Bayerns første gruppekamp i starten af oktober scorede hattrick mod Arsenal.

Senere i oktober blev det også til et mål mod Juventus.

Bayern var klar favorit i tirsdagens opgør, og der gik mindre end ti minutter, før Harder kom i fokus.

Holdkammeraten Klara Buhl smed bolden ind i feltet, hvor danskeren helt umarkeret kom stormende og stangede den i netmaskerne.

Syv minutter senere blev Bayerns føring fordoblet, da Giulia Gwinn sikkert eksekverede et straffespark.

Sejren blev cementeret i slutminutterne med en flot flugter af østrigske Sarah Zadrazil.

Bayern er ubesejret i turneringen og topper således sin gruppe med ni point for tre kampe.

Arsenal har seks point, mens Juventus har tre. Vålerenga har tabt alle holdets tre kampe.