Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kyniske indskiftere afgjorde kampen for Manchester City ude mod RB Leipzig

Simon Lindgren
Julian Alvarez og Jeremy Doku scorede de afgørende mål.
Julian Alvarez og Jeremy Doku scorede de afgørende mål.Profimedia
Manchester City var som sædvanlig overlegne på bolden, men englænderne skulle helt frem til slutningen af kampen for at sikre sig sejren over et hårdt kæmpende RB Leipzig-mandskab.

Både RB Leipzig og Manchester City vandt deres kampe i første runde med 3-1, og de er da begge også store favoritter til at gå videre fra Gruppe G, der også tæller Young Boys og Røde Stjerne. Derfor var det en vigtig kamp om, hvilket af de to hold der ville gribe ud efter førstepladsen.

Det var helt tydeligt at se, hvordan RB Leipzig ville gribe kampen mod Manchester City an. Selvom tyskerne var på hjemmebane, så var de egentlig tilfredse med at City dominerede på bolden, mens Leipzig ville forsøge at lukrere på nogle hurtige omstillinger.

Det var dog Manchester City, der kom til kampens første chance, da Phil Foden sendte en hård bold ind foran mål, hvor en relativt fri Bernardo Silva havde chance for at sende bolden i netmaskerne. Desværre for City kunne portugiseren ikke få et ordentligt træf på kuglen, og det endte derfor med et målspark til RB Leipzig.

Englænderne fortsatte ufortrødent og efter 24 minutters spil kunne RB Leipzig dog ikke stå imod Citys massive spilovertag. Efter nogle gode kombinationer i Citys højre side kunne purunge Rico Lewis smide en god aflevering ind til Phil Foden, som stensikkert sparkede bolden i mål.

RB Leipzig kunne slet ikke følge med i det tempo, som City satte, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før hjemmeholdet ville komme yderligere bagud. Leipzig kom dog lidt bedre med mod slutningen af første halvleg, og selvom det ikke lykkedes dem at udligne, så fik de holdt Manchester City på en etmålsføring.

De to hold gik derfor til pause med stillingen 0-1.

Statistikker fra første halvleg
Statistikker fra første halvlegFlashscore

Det er ikke til at vide, om RB Leipzig havde fået en gedigen opsang i pausen, men det var i hvert fald et helt andet udtryk, som hjemmeholdet startede anden halvleg ud med, og det gav pote.

Allerede to minutter efter pausen sendte danske Yussuf Poulsen en god stikning afsted til lynhurtige Lois Openda, som satte kursen mod målet og sparkede udligningen stensikkert i nettet. En forrygende start på anden halvleg fra Leipzig, der var helt udspillet i store dele af første halvleg.

Generelt var Leipzig meget bedre med i anden halvleg, selvom Manchester City stadig var mest på bolden. Det var dog ikke noget chanceorgie efter pausen, hvor Leipzig havde fået bedre styr på defensiven.

Det lignede egentlig længe, at kampen var på vej mod et uafgjort resultat, men med ti minutter igen havde Manchester City sat Julian Alvarez på banen, og fire minutter senere fik han en hovedrolle. 

Indskiftede Jeremy Doku havde trukket en masse spillere til sig i Citys venstre side, hvorefter han lagde bolden til side til Julian Alvarez, som fra en stående position på kanten af feltet i venstre side, kælede bolden op i modsatte hjørne. Dermed lignede Julian Alvarez endnu engang Citys vigtigste mand. Argentineren scorede også to gange i 3-1-sejren mod Røde Stjerne.

Alvarez var dog slet ikke færdig. Leipzig skubbede højere op i jagten på en udligning, men det gav Manchester City muligheden for at løbe kontra, og det gjorde de i det 92. minut, da Julian Alvarez denne gang var i oplæggerens rolle, da han sendte Jeremy Doku i dybden som uden tøven lagde bolden sikkert i mål.

Kort tid efter blev kampen fløjtet af og Manchester City kunne endnu engang gå fra banen med en 3-1-sejr. Derfor topper englænderne sin gruppe, mens RB leipzig ligger på andenpladsen.