Lindstrøm er frisk efter skade og mærker stor interesse
Efter gode præstationer for bundesligaklubben Eintracht Frankfurt gennem to sæsoner kan den 23-årige offensivspiller fornemme, at han i løbet af sommeren formentlig skal tage stilling til, om han vil blive i Frankfurt eller skifte til en anden klub.
Frankfurt har tidligere bekræftet, at ligarivalen RB Leipzig har vist konkret interesse i at købe danskeren.
"Hvis man har et par gode sæsoner som fodboldspiller, så er der interesse for en".
"Det er ikke kun Leipzig, der er interesseret, der er også andre klubber. Sådan er det at være i fodboldbranchen", siger Lindstrøm.
Han har rådført sig hos landsholdskollega Yussuf Poulsen, der har spillet for Leipzig de seneste ti år. Den samtale er ikke et udtryk for, at Leipzig er Lindstrøms førsteprioritet.
"Selvfølgelig har jeg snakket med Yussuf Poulsen om Leipzig. Men mere er der ikke i det, de er bare interesserede. Jeg lader min agent snakke med de mennesker, der skal snakkes med, og så må vi se, hvad der skal ske", siger Lindstrøm.
Frankfurt sluttede som nummer syv i Bundesligaen og tabte efterfølgende den tyske pokalfinale til netop Leipzig. Derfor byder den kommende sæson blot på europæisk fodbold på tredje klasse - Conference League - i Frankfurt.
"Jeg vil gerne spille med, hvor det er sjovt. Jeg vil gerne spille i Champions League og i de store turneringer, men sker det ikke, så er jeg også tilfreds, for jeg elsker at spille og bo i Frankfurt".
"Det er et vanvittigt fedt sted med gode træningsfaciliteter, det er en klasseby, og der er en lufthavn lige ved siden af, og min kæreste kan godt lide at bo i Frankfurt, og det er også vigtigt. Hvis hun ikke har det godt, har jeg det heller ikke godt", siger Lindstrøm.
Han har kontrakt med Frankfurt til sommeren 2026.
Han går ind til transfervinduet efter at have været skadet i anklen i en del af forårssæsonen efter et uheld til træning. I perioden 5. marts-3. maj spillede han ikke en fodboldkamp, og i begyndelsen af den periode var han på krykker.
Nu kan han næsten spille smertefrit igen. Han har brug for at tape anklen op, og på kampdage tager han en smertestillende pille.
"Det har været et specielt forløb, for det har været min første lange skade, og jeg kunne godt mærke, at jeg skulle arbejde voldsomt for at kunne komme tilbage hurtigt".
"Pludselig skulle jeg spille med smerter, bruge tape og tage piller. Så de sidste par måneder har været lange, men det er dejligt at være ovre det nu", siger Jesper Lindstrøm.
Han gik blandt andet glip af en Champions League-ottendedelsfinale mod Napoli og starten på EM-kvalifikationen i marts.
Fredag og mandag kan han runde sæsonen af før sommerferien, når Danmark møder Nordirland og Slovenien i EM-kvalifikationen.