Midtjyllands banemænd får kam til håret i Glasgow: Tværet af Schmeichel og Co.
Den skotske storklub Celtic og landsholdsmålmand Kasper Schmeichel lægger fra land i Champions Leagues nye ligafase med tre point og storspil.
Hjemme på Celtic Park i Glasgow blev der uddelt klø til gæsterne fra Slovan Bratislava. De skotske fodboldmestre vandt 5-1 over slovakkerne, der slog FC Midtjylland i den afgørende kvalifikationsrunde om en plads i ligafasen.
Kasper Schmeichel fik dermed et glædeligt gensyn med Europas bedste klubturnering, som han deltager i for blot anden gang i karrieren.
I 2016/17-sæsonen vogtede han buret i otte ud af Leicesters ti kampe i turneringen, og han stod blandt andet to brandkampe mod FC København.
Slovan Bratislava ydede så begrænset modstand, at Schmeichel kunne øjne et rent bur i sit Champions League-comeback, men han kunne intet stille op ved slovakkernes flotte reduceringsmål i anden halvleg.
Celtic scorede første gang i det 17. minut, da Liam Scales headede bolden i mål efter et af holdets mange hjørnespark.
Straks efter pausen kom skotterne på 2-0, da japaneren Kyogo Furuhashi skubbede bolden ind i et tomt mål fra få meters afstand.
I det 55. minut fik Celtic så tilkendt et straffespark, og det omsatte nyindkøbet Arne Engels til 3-0.
Kampen synes helt lukket, men fem minutter senere fik den lidt liv, da østrigeren Kevin Wimmer drejede bolden op i målhjørnet med ydersiden uden chance for Kasper Schmeichel.
Daizen Maeda øgede til 4-1 efter 70 minutters spil, og til sidst kunne indskiftede Adam Idah gøre det til 5-1.