Neestrup tordner mod tyrkiske medier: "I burde vise respekt"
Han var også træt af de tyrkiske mediers syn på dansk fodbold, og det fik de tyrkiske journalister at vide efter 2-2-kampen.
Både på pressemødet og under et interview med en tyrkisk journalist bagefter blev FCK-træneren lykønsket med at have fået et point mod Galatasaray, ligesom han blev spurgt til, hvilken Galatasaray-spiller han gerne ville have på sit hold.
Da en ny journalist så lige ved siden af Neestrups snak med de danske medier lykønskede Rasmus Falk med det ene point, afbrød FCK-træneren sin egen snak og uddelte en god gammeldags røffel.
"I tyrkiske medier er nødt til at vise noget respekt. I lykønsker os, men vi tabte to point", harcelerede Neestrup, mens Falk også forklarede journalisten, at der ikke var noget at sige tillykke med.
Men Neestrup var ikke færdig.
"Hver gang vi møder jer (tyrkiske hold, red.), så vinder vi. Og så vil I have os til svare på sådan noget. Tillykke med hvad? Vi tabte to point. Det er dårligt. Det er ikke godt nok. Vi skal vinde en kamp som denne", tordnede han, inden han forklarede sit udbrud til den danske presse.
"Jeg synes, vi gennem flere år har vist, at vi er på niveau med de tyrkiske klubber. FCK har en fantastisk historik mod tyrkiske hold, og alligevel er de overrasket over, at vi kan spille fodbold, når vi snakker med dem."
FCK spillede en fremragende kamp frem til Elias Jelerts røde kort små 20 minutter fra tid, og Neestrup var meget tilfreds med sit holds præstation, indtil det røde kort kom i vejen.
- Vi gjorde, hvad vi skulle for at give os selv muligheden for at vinde denne her fodboldkamp, og det er kun det røde kort, som gør, at momentum skifter i anden halvleg, lyder det fra Jacob Neestrup.