Officielt: Manchester City opruster med brølstærk kroat
Lørdag meddeler den engelske mesterklub på sin hjemmeside, at den har købt den kroatiske forsvarsspiller Josko Gvardiol fri af RB Leipzig og udstyret ham med en kontrakt til sommeren 2028.
Manchester City oplyser ikke, hvad klubben har betalt for den 21-årige kroat, men Sky Sport har tidligere skrevet, at prisen er i nærheden af beløb, der svarer til 700 millioner kroner.
Manchester Citys fodbolddirektør, Txiki Begiristain, er glad for at have hentet den hurtige og kropsstærke stopper.
"Han er en spiller, som vi har fulgt nøje, for han har nogle hele fantastiske evner. Han er blevet fulgt af topklubber i hele Europa, så det er godt for os, at vi er lykkedes med at få ham."
"Han har alle de kvaliteter, man ønsker sig fra en midtstopper. Han er hurtig, nærkampsstærk, god med hovedet, god med bolden, og så har han en stærk tro på sig selv. Desuden er han venstrebenet, og det giver os flere muligheder i bagkæden", siger fodbolddirektøren.
Forsvarsspilleren fortæller, at han er blevet lokket af at kunne træne under Pep Guardiola.
"Alle som har set Manchester City i den seneste sæson ved, at det er det bedste hold i verden. Det er meget specielt for mig og min familie, at jeg nu kan skifte til Manchester City."
"Det bliver fantastisk at få chancen for at arbejde sammen med Pep Guardiola", siger Gvardiol.
For to år siden skiftede han fra Dinamo Zagreb i hjemlandet til RB Leipzig, hvor han var med til at vinde den tyske pokalturnering to gange.
Han har spillet 21 landskampe for Kroatien, og han var blandt andet med til at vinde 2-1 over Danmark i september sidste år i Nations League.