Optakt: FC København skal gøre jobbet færdig mod den islandske mester
FC København er kommet resultatmæssigt godt fra start i den nye sæson. Indtil videre er det blevet til to sejre ud af to mulige i Superligaen, mens det også blev til en sejr imod Breidablik i sidste uge.
Det har dog ikke været helt problemfrit for københavnerne, der både i kampen mod Lyngby og kampen mod Vejle indkasserede mål og sagtens kunne have smidt point i begge opgør. Begge kampe endte dog med sejre og nu forventes det, at FCK ekspederer Breidablik ud af Champions League-kvalifikationen.
Breidablik er et hold, der er vant til at vinde, men kampen mod FCK blev det til et overbevisende 0-2-nederlag.
Den islandske turnering er godt i gang og sidste sæsons mestre ligger lige nu nummer tre efter 17 spillerunder. I de seneste 15 kampe har holdet hentet 31 point. De får dog deres sag for, når de gæster Parken onsdag aften.
"Tager ikke let på opgaven"
Det danske storhold er onsdag igen storfavoritter mod Breidablik, og det var københavnerne også i sidste uges opgør, da FCK vandt med 2-0. Onsdag forventes det også, at FC København gør arbejdet færdigt uden de store problemer. Det er fjerde gang, at de to hold tørner sammen. Disse to kampe er dog første gang, at de mødes i en betydende turnering. FCK har vundet alle de tidligere indbyrdes opgør.
Jacob Neestrup vil dog sørge for at angribe kampen med et hold, hvor der kan være ændringer.
"Vi har en forholdsvis bred trup, så det er en balance hele tiden at have frisk energi i holdet, men også at holde stabilitet. Lige nu er vi inde i en god rytme, og den vil vi gerne fastholde så længe som muligt. Det er altid bedre at have et godt udgangspunkt end et dårligt, men vi spiller stadig efter at vinde i morgen (onsdag, red.). Den "nemmeste" måde at forsvare resultatet er at angribe kampen på samme måde som alle andre hjemmekampe i Parken," siger Neestrup.
Han kommer dog på ingen måde til at tage let på opgaven mod Breidablik.
"Der er ikke noget mål om, at alle spillere skal i spil, og der er heller ikke noget mål om, at alle spillere ikke skal i spil. Vi stiller det hold, vi på dagen mener, giver de bedste forudsætninger for at vinde. Det samme gør vi i den næste kamp. Der vil blive roteret lidt undervejs, men det er med udgangspunkt i, at vi mener, at rotationen vil give den bedste mulighed for at vinde den næste kamp. Det er det eneste, der tæller,"
Karantæner
FCK: Ingen karantæner.
Breidablik: Ingen karantæner.