Pep Guardiola langer ud efter kritikere: "De ønsker Haaland fejler"
Nordmanden brød måltørken på et straffespark og lukkede siden udekampen mod schweiziske Young Boys til 3-1 med et godt træk og spark.
Manager Pep Guardiola hylder sin bomber og langer ud efter kritikerne.
"Folk forventer, at han scorer fire mål hver gang. De ønsker, at han fejler. Men jeg er ked af at sige det, han kommer til at score mål hele sit liv."
"Han er en utrolig trussel, men vi savner nogle gange de spillere, som er i stand til at lave afleveringerne i det rette tempo. Men han kommer til at score mål, indtil den dag han stopper med at spille fodbold," siger Guardiola til TNT Sports.
Holdkammeraten Rico Lewis mener, at Haaland skal tage eventuel kritik som ros.
"Folk er bare efter ham på grund af den sæson, han havde sidste år. Det er en kredit til ham, og hvad han præsterede," siger Lewis til TNT Sport.
Samlet set har 23-årige Haaland scoret urolige 37 mål i 33 kampe i Champions League, og han har dermed overgået Kylian Mbappé som den yngste spiller nogensinde til at score 37 mål i turneringen.
Manchester City har som Bayern München, Barcelona og Real Madrid maksimum ni point efter tre runder i gruppespillet og er derfor godt på vej videre til slutspillet.
Guardiola roser både Young Boys og sit eget hold.
"Vi manglede lidt i første halvleg, hvor de var fysiske og mere aggressive i duellerne. Generelt var de exceptionelle, så jeg er meget tilfreds med måden, vi spillede på."
"Vi skal bruge en kamp mere for matematisk at kvalificere os, men to kampe mere efter det for at slutte øverst i puljen," siger Guardiola.