Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Real-helt om kunststykke: "Jeg er en instinktiv spiller"

Ritzau
Brahim Díaz tryllede tirsdag Real Madrid til sejr i Leipzig.
Brahim Díaz tryllede tirsdag Real Madrid til sejr i Leipzig.Alexander Hassenstein/Getty Images via AFP
Snævre driblinger og en flot afslutning afgjorde tirsdag en tæt kamp mellem RB Leipzig og Real Madrid.

Kantspilleren Brahim Díaz var manden bag den flotte soloaktion og Real Madrids 1-0-sejr på Red Bull Arena i den første af to møder i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

"Jeg er en instinktiv spiller. Jeg kiggede op, så Vinicius Junior og overvejede at aflevere. Men jeg skød selv, og det betalte sig," siger den 24-årige spanier om sin scoring.

Skadesplagede Real Madrid var spillemæssigt ikke prangende, men er nu trods alt stor favorit til at gå videre.

"Jeg er meget tilfreds med at have hjulpet holdet. Trods fraværet af Antonio Rüdiger og Jude Bellingham viste vi med hårdt arbejde, at vi er et fremragende hold - at vi er Madrid."

"Vi havde muligheder for at lukke kampen, men det havde Leipzig også. Det må have været en smuk kamp at se på, men det var ikke til vores fordel, at kampen var så livlig," siger Brahim Díaz ifølge uefa.com.

RB Leipzig-keeper Péter Gulácsi er ærgerlig over nederlaget, men holder hovedet højt.

"Vi havde vores chancer, men til slut blev en god individuel aktion afgørende. Det er meget bittert for os, for vi var helt sikkert ikke det værste hold på banen," siger han til Amazon Prime.

Det er returkamp i Madrid om tre uger.

"Vi har ingenting at tabe nu. Vi tager derhen for at spille en god kamp og score det første mål. Så vil alt være åbent igen," siger den ungarske målmand.

Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen fik det sidste kvarter som indskifter for RB Leipzig, men gjorde ud over et hurtigt gult kort ikke det store væsen af sig.

I tirsdagens anden ottendedelsfinale slog Manchester City på udebane FC København 3-1.