Real Madrid slår to gange tilbage og får 3-3 mod City i hæsblæsende affære
En hæsblæsende forestilling på Bernabeu tirsdag aften mellem de seneste to vindere af Europas største klubturnering endte 3-3, så alt fortsat er åbent før næste uges returmøde i England.
Efter kun to minutter bragte Bernardo Silva Manchester City foran med 1-0 på et direkte frispark.
Portugiseren skød direkte mod mål ved den nærmeste stolpe og snød værternes ukrainske keeper, Andriy Lunin, der tydeligt havde forventet et spark i den modsatte side.
Det ret beset ufarlige skud fra Bernardo Silva fløj derfor i netmaskerne og gav City en drømmestart.
På bænken kunne City-manager Pep Guardiola herefter nyde sit holds kombinationer, men glæden blev spoleret ti minutter senere, hvor Real Madrid var kommet frem på gæsternes banehalvdel.
Eduardo Camavinga forsøgte sig med et skudforsøg, og til al held for franskmanden ramte bolden Citys Ruben Dias på vejen, og så sprang bolden i mål til 1-1.
Stemningen på Bernabeu fik endnu et nøk op, da Rodrygo kun et minut senere sprintede fra City-forsvareren Manuel Akanji i en løbeduel og med et næsten maskeret skud fik trillet bolden over målstregen til 2-1.
Midtvejs i anden halvleg slog City tilbage med to scoringer fra Phil Foden og Josko Gvardiol, der gav englænderne en føring på 3-2.
Nu troede mange nok, at Real Madrid var slået omkuld, men værterne rejste sig igen.
Med ti minutter tilbage havnede bolden hos Federico Valverde, der med et tordenhug flugtede bolden i mål til 3-3.
De to mandskaber mødtes også i sidste års semifinaler. Dengang endte det første opgør i Spaniens hovedstad 1-1, inden City moste spanierne med 4-0 i returkampen.