Real Madrid varmer op til returopgør mod City med sejr over Getafe: Asensio matchvinder
Hjemme på Bernabeu vandt cheftræner Carlo Ancelottis mandskab med 1-0 over nedrykningstruede Getafe.
Marco Asensio scorede sejrsmålet med 20 minutter tilbage af opgøret på et langskud, der blev afrettet af en Getafe-forsvarer og sneg sig ind ved nærmeste stolpe.
Udefra sidelinjen var det tydeligt, at Ancelotti ønskede at dosere kræfterne i Real Madrid-truppen før afrejsen til England.
Flere stamspillere som Vinicius Junior, Luka Modric, Toni Kroos og Antonio Rüdiger startede på bænken for værterne. Flere af dem kom dog på banen efter pausen.
David Alaba, Karim Benzema og Rodrygo blev hvilet og var ikke i truppen til mødet med Getafe.
Lørdagens sejr betyder, at Real Madrid rykker op på andenpladsen i La Liga foran Atlético Madrid, der først skal i aktion søndag mod Elche.
Søndag kan Barcelona samtidig sikre sig det spanske mesterskab, når det suveræne førerhold gæster Espanyol.
Real Madrid og Manchester City spillede tirsdag 1-1 i den spanske hovedstad, hvilket betyder, at alt er åbent forud for returkampen mod Premier Leagues tophold.