Skræklodtrækning til FCK: Møder Bayern og Manchester United
FC København får en mildest talt svær opgave i Champions League, hvor de er havnet i gruppe A sammen med Bayern München og Manchester United, der er dansker-repræsenteret ved Christian Eriksen og Rasmus Højlund.
Gruppen fuldendes af Galatasaray, der kan love en af Europas mest intense udebaneoplevelser.
Særligt én modstander bliver speciel for FCK.
Klubbens tidligere talent Rasmus Højlund skiftede i løbet af sommeren til Manchester United, hvor han spiller sammen med den måske største danske fodboldstjerne Christian Eriksen.
I europæisk sammenhæng har FCK senest mødt Manchester United i 2020, hvor københavnerne nåede kvartfinalen i Europa League og blev slået ud af englænderne.
Også Galatasaray har FCK en vis erfaring med. De to klubber mødtes i Champions Leagues gruppespil i 2013. Her vandt FCK det ene opgør og tabte det andet.
Bayern München har FCK aldrig mødt i nogle af de europæiske turneringer.
FCK var i lodtrækningen placeret i det tredjehøjeste ud af fire seedningslag og kunne dermed ikke ende i gruppe med klubber som AC Milan, Red Bull Salzburg og PSV Eindhoven.
Første runde af denne sæsons Champions League-gruppespil bliver spillet 19. og 20. september. 32 klubber er med og kæmper om at nå finalen på Wembley 1. juni næste år.
FCK har nået Champions Leagues gruppespil ved at ekspedere tre modstandere ud af kvalifikationsturneringen.
Københavnerne trådte ind i anden runde af kvalifikationen og vandt over islandske Breidablik. I tredje runde blev Sparta Prag fra Tjekkiet sendt ud, og i playoffrunden gjorde FCK det altså af med polske Rakow Czestochowa.