Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stjerneskuddet Biereth efter skifte til Sturm Graz: Arsenal-succes var ikke afgørende

Søren Jakobsen
Biereth i duel med Dortmunds Nico Schlotterbeck, som han kalder den "måske bedste forsvarer, jeg har mødt".
Biereth i duel med Dortmunds Nico Schlotterbeck, som han kalder den "måske bedste forsvarer, jeg har mødt".INA FASSBENDER / AFP
Den 21-årige danske angriber, Mika Biereth, skiftede i sommer til østrigske Sturm Graz, da sidste sæsons lejemål fra Arsenal blev skiftet ud med en permanent transfer. Men det var aldrig afgørende for ham at slå igennem i netop Arsenal, fortæller han i et større interview med The Athletic.

Biereth, der er født og opvokset i London, stiller op for det danske U/21-landshold via sin danske far. Og der er store forhåbninger til angriberen, der har taget Sturm Graz med storm, og allerede har spillet Champions League for den østrigske storklub.

Her er det dog blevet til foreløbigt fire nederlag i fire kampe samt en målscore på 1:6, mens det går noget bedre i den hjemlige liga, hvor Graz ligger nummer et efter 13 spillerunder, og Biereth er topscorer med otte mål.

Biereths seneste sæsoner
Biereths seneste sæsonerFlashscore

Den unge spidsangriber har været genstand for megen hype siden hans tidlige teenage-år, og var som sagt en del af Arsenals talentafdeling, men efter den succesrige udlejning i sidste sæson, hvor Sturm Graz kvalificerede sig til Champions League, så Biereth sin fremtid i den østrigske Bundesliga.

Han skiftede derfor for en klubrekord på knap 40 millioner kroner til klubben, hvor både Rasmus Højlund, Dominik Szoboszlai samt ikke mindst Erling Braut Haaland tidligere har slået deres folder, og som er kendt for at have en særdeles lav gennemsnitsalder i deres startopstilling. 

"At slå igennem i Arsenal er ikke alfa og omega for en karriere. Der er mange måder at få en succesfuld karriere på uden for Arsenal," fortæller den 21-årige i interviewet.

Han fremhæver følelsen af at "høre hjemme" i Graz som en afgørende faktor for at skifte.

"Jeg følte, der var "unfinished business", efter vi vandt doublen i sidste sæson. Både i selve omgivelserne, i forhold til manageren, sportsdirektøren og spillerne. Jeg følte mig virkelig som en del af noget. Og så var muligheden for at blive førsteangriber i en Champions League-klub som 21-årig en, jeg ikke kunne sige nej til," siger Biereth.

Han har for nylig stiftet bekendtskab med et andet, tidligere Arsenal-talent i form af Donyell Malen, der afgjorde kampen for Dortmund mod netop Sturm Graz i sidste uge i Champions League, og som har haft stor succes i både PSV og Dortmund, siden han forlod Arsenal, hvor han aldrig rigtig fik chancen.

"Der er mange af den slags eksempler, ikke bare fra Arsenal, men også fra andre akademier, hvor man forlader dem i en ung alder, hvisfolk ikke føler, at man er helt klar til førsteholdet, og man får erfaringer andre steder. Så viser man et par år senere, at man nok var klar alligevel," siger Biereth.

Et for ham mere personligt eksempel er Jamal Musiala, der for øjeblikket brænder både Bundesligaen og international fodbold af. Han har kendt Bayern München-stjernen i flere år og regner ham blandt sine bedste venner.

Biereth er endnu ikke helt på det samme niveau som Musiala, og har tidligere omtalt sig selv som "en blanding af en ringe Erling Haaland og en elendig Harry Kane", men tegnene er der til, at han får forløst sin karriere fornemt, trods en forfejlet start i Arsenal.