Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sult skal opveje manglende erfaring i Dortmunds Champions League-drøm

Ritzau
Dortmund jagter første CL-finale siden 2013.
Dortmund jagter første CL-finale siden 2013.MAJA HITIJ/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
De nykårede franske mestre fra Paris Saint-Germain må påtage sig favoritværdigheden i Champions League-semifinalen mod Dortmund. Første duel løber af stablen onsdag klokken 21 i det tyske.

Det er første gang siden 2013, at Dortmund er nået til semifinalen i den prestigefyldte turnering, mens PSG er nået dertil tre gange på de seneste fem år.

De franske verdensstjerner har størst erfaring i slutkampene i turneringen, og Dortmund skal udvise en enorm vilje for at ekspedere PSG ud over to kampe.

"Måske er vi det hold med mindst erfaring, men vi har den største sult," siger Dortmund-cheftræner Edin Terzic ifølge AFP på pressemødet inden første semifinale.

"Når vi står sammen, ikke kun dem på banen, men alle folk på stadion, har vi en stor mulighed, og den skal vi udnytte."

PSG råder over en stjernespækket trup specielt på de offensive pladser med store navne som Kylian Mbappé og Ousmane Dembélé.

Den udfordring prøvede Dortmund også kræfter med i Champions Leagues gruppespil i efteråret. Her var holdene i samme gruppe, og Dortmund tabte med 0-2 i Paris, mens tyskerne spillede 1-1 hjemme i Ruhr-distriktet.

Edin Terzic forventer, at hans mandskab igen skal på overarbejde mod et endnu stærkere Paris-hold.

"Nu ser PSG ud til at være på det højeste stadie i deres sæson med kun et nederlag i 2024. Vi skal præstere endnu bedre end i vores seneste kamp mod dem i Dortmund."

"PSG's projekt startede med målet om at vinde Champions League, og det har været deres største mål i et årti. PSG har et hold med en helt utrolig kvalitet," siger Dortmund-chefen.

PSG har aldrig før vundet Champions League, men holdet var i finalen i 2020, hvor man tabte til Bayern München. Dortmund har vundet turneringen en enkelt gang tilbage i 1997.