Ten Hag fornemmer andet vendepunkt på to uger
Efter 1-0-sejren ude over Burnley 23. september sagde ten Hag, at det var et vendepunkt for holdet efter en skidt indledning på sæsonen.
Herefter slog United så Crystal Palace med 3-0 i Liga Cuppen, kun for at tabe 0-1 hjemme til selvsamme Crystal Palace i ligaen og fortsætte ind i et 2-3-nederlag mod Galatasaray i Champions League - også foran egne fans.
Alt tydede på endnu en fiasko lørdag, da holdet var nede 0-1 på Old Trafford mod Thomas Franks Brentford, men med to scoringer i overtiden vendte netop indskiftede Scott McTominay op og ned på det hele.
"Det her må være et vendepunkt og også en genstart", sagde ten Hag på pressemødet efter kampen.
Med det seneste positive vendepunkt blot to uger væk håber United-fansene formentlig på et mere vedvarende vendepunkt denne gang.
Måden, hvorpå lørdagens sejr kom i hus, giver dog et gedigent skud moral til Rasmus Højlund, Christian Eriksen og co., mener den hollandske træner.
"Holdånden er god. Holdet står sammen, det har vi vist. Kampe som disse giver benzin til omklædningsrummet", forsikrede ten Hag efter sejren over Brentford.
Han indrømmer, at holdet for mange gange i sæsonen ikke har vist den sult, der skal til på topniveau. Men det er et overstået kapitel, forsikrer han.
"Spillerne ved, hvor hårdt der skal arbejdes for at få resultaterne. Dem kommer man ikke afslappet til. I fodbold er det "spis eller bliv spist", lød det fra ten Hag.
"For mange gange i denne sæson er vi blevet spist af modstandere, som var mere sultne end os. Det er slut nu".
Før holdet og ten Hag kan bevise, at der denne gang er tale om et reelt vendepunkt, skal en del af truppen i landsholdstjeneste.
Uniteds næste kamp er ude mod Sheffield United 21. oktober.