Trods profilers afgange tror ungarsk kaptajn på chancerne mod FC Midtjylland
Ferencvárosi TC blev suveræne ungarske mestre i seneste sæson, 16 point bedre end Paksi FC, og dermed vandt hovedstadsklubben fra Ferencváros-kvarteret i Budapest også sin titel nummer 35 i historien.
Tirsdag står de overfor de danske ditto, FC Midtjylland, når det første af to opgør i tredje kvalifikationsrunde til årets Champions League spilles i Herning. Danskerne har den klare favoritværdighed, men spørger man den ungarske kaptajn, den 33-årige målmand Dénes Dibusz, er de to mandskaber meget tæt matchet.
”Jeg tror, at det er to hold med nogenlunde ens styrke, der mødes. Men vi skal komme sejrende ud af kampen. Vi kommer ind på banen med samme indstilling som tidligere, hvilket har været kendetegnende for os. Vi vil gerne styre spillet, og det gør vi ved at være aggressive,” kommer det fra Dibusz til klubbens sociale medier.
Netop Dénes Dibusz var også med for syv år siden, da de to mandskaber mødtes i anden runde af Europa League-kvalen. Dengang blev det til en tydelig Midtjylland-sejr på 7-3 over de to kampe, men ifølge Dibusz kan resultaterne fra dengang ikke bruges til noget.
”Der er gået meget tid siden da. Jeg synes, der har været kæmpestore ændringer i begge klubber. Endre (Botka, red.) og jeg er de eneste to fra dengang på det nuværende hold, ikke? Begge hold er blevet udskiftet. Vi var ret udmattede til det møde, så det bliver en helt anden kamp. Jeg er sikker på, at der bliver et helt andet resultat,” fastslår Dibusz på Fradis sociale medier.
Alene siden seneste sæson, hvor Ferencváros altså som sagt blev suveræne mestre, er der sket ændringer i den ungarske klub, for allerede nu har man vinket farvel til den brasilianske kantprofil Marquinhos, der er blevet solgt til russiske Spartak Moskva.
Også surinamske Myenty Abena forventes snarligt at skifte til den russiske hovedstadsklub, hvorfor den 29-årige midtstopper ikke er udtaget til tirsdagens opgør. Omvendt har FC Midtjylland op til denne sæson forstærket sig ganske flot med blandt andet 20-årige ecuadorianske Denil Castillo men i særdeleshed den polske angriber Adam Buksa.
Netop på angriberposten vil det største slag for ungarerne utvivlsomt være, for her må man undvære seneste sæsons topscorer. Under årets EM-slutrunde blev 29-årige Barnabás Varga nemlig alvorligt skadet, da angriberen blev ramt i hovedet under en dødbold i Ungarns opgør mod Skotland og straks mistede bevidstheden.
Med 29 scoringer i seneste sæson havde holdets nyansatte cheftræner, hollandske Pascal Jansen, håbet at Varga kunne være med tirsdag, men i sidste ende er landsholdsangriberen ikke blevet udtaget.
Netop Pascal Jansen ankom for ganske nylig til den ungarske hovedstad, hvor han er kommet fornemt fra land med tre sejre i tre kampe. Senest blev det til en 1-0-sejr over Kecskeméti TE i sæsonpremieren i den bedste ungarske række, og selvom opgøret faldt ganske få dage før tirsdagens opgør, valgte Jansen ikke at spare på nogen som helst af sine profiler.
”Jeg tror på, at det stærkest mulige hold altid skal være på banen. Denne gang (mod Kecskemét, red.) var det ikke anderledes. Samtidig skal alle være klar til at spille til enhver tid,” lyder det fra Pascal Jansen ifølge ungarske Sportal.
Foruden føromtalte Barnabás Varga må de ungarske mestre også undvære 27-årige ghanesiske Owusu Kwabena, der blev skadet i 1-0-sejren over Kecskemét. Til gengæld har Pascal Jansen flere spillere med Superligabaggrund med på sit mandskab.
Således råder hovedstadsklubben over den forhenværende Randers FC-profil Tosin Kehinde, efter den nu 26-årige nigerianer i juni 2023 forlod det randrusianske på en fri transfer ved kontraktudløb. Også i forsvaret har Ferencváros Superligaerfaring i form af 25-årige hollandske Mats Knoester, der i seneste sæson var lejet ud fra netop Ferencváros til AGF.
Opgøret mellem FC Midtjylland og Ferencvárosi TC bliver fløjtet i gang klokken 19.15 tirsdag aften på MCH Arena i Herning. Kampen kan naturligvis følges på Flashscore.