I 16.-delsfinalen havde FCM ellers længe kurs mod avancement, men i overtiden udlignede RB Leipzig til 1-1, og fra straffesparkpletten var tyskerne skarpest med fire scoringer på fire forsøg, mens FCM brændte to ud af fire spark.
Dermed er FC København det eneste danske islæt tilbage i turneringen. Københavnerne træder ind i ottendedelsfinalen, efter holdet i efteråret vandt sin gruppe foran Bayern München.
Fredag trækkes lod til turneringens ottendedelsfinaler.
FCM-talenterne fik ellers en god start på tirsdagens kamp. Efter 13 minutter bragte Mikel Krüger-Johnsen hjemmeholdet i front, da han satte indersiden på et perfekt indlæg fra holdkammerat Sofus Johannesen.
Det danske mandskab spillede godt og skabte mange chancer i første halvleg, og kun uskarpe afslutninger var årsag til, at føringen ikke lød på mere end 1-0 ved pausen.
Tendensen fortsatte ind i anden halvleg, hvor opgaven undervejs også så ud til at blive nemmere.
Leipzig-midtstopperen Tim Köhler havde i første halvleg fået et gult kort, og efter en time blev han sendt tidligt i bad, da han brokkede sig til sit gule kort nummer to.
Derfra havde FCM flere gange muligheden for at lukke kampen med en 2-0-scoring, men ligesom i første halvleg var det danske mandskabs afslutninger af en ringe kvalitet.
Det endte med at koste dyrt, for i kampens overtid kom Leipzigs Jonathan Norbye højest til et hjørnespark og headede udligningen i mål.
Dermed skulle 16.-delsfinalen afgøres fra straffesparkpletten, hvor de svage afslutninger fortsatte for hjemmeholdet, mens Leipzig udviste kynisme.