Verdens værste investor? Tysklands rigeste mand har skadet sine egne investeringer i HSV
Mens sæsonen 2023/24 gradvist går ind i sin afgørende fase er tingenes tilstand uændrede på Volksparkstadion i Hamburg.
Mens HSV lignede en forholdsvis sikker oprykker i efteråret sidste år har 2. Bundesligas suverænt dyreste trup ikke kunnet ændre på det faktum, at håbet om oprykning til Bundesligaen nu igen næsten pr. tradition langsomt svinder ind efter to skuffende nederlag til ligaens agterlanterne, VfL Osnabrück og Fortuna Düsseldorf.
Ingen kan være mere utilfreds med tingenes tilstand end klubbens absolut største investor, Klaus-Michael Kühne.
Selv om klubben, der tilbage i 2006 var i Champions League, for femte gang i træk forpassede oprykningen til den bedste række i juni sidste år, pumpede Tysklands rigeste mand ekstra 225 millioner kroner i klubben, som i den grad er hans hjertensbarn.
Ingen ved nøjagtigt, hvor mange penge, han i alt har skudt i klubben siden Kühne, hvis bedstefar skabte en formue gennem transportfirmaet Kühne + Nagel, begyndte sit økonomiske eventyr i HSV i 2010, men tyske medier gætter på, at det ligger et godt stykke over 1,10 millarder kroner.
På den måde har Kühne’s investeringer været altafgørende for klubbens sportslige formåen, og Kühne’s millioner reddede også HSV fra at blive sendt ned i de lavere ligaer, da klubben i 2019 manglede 30 millioner kroner for at sikre deres licens. Penge, som Kühne brugte på at sikre, at Volksparkstadion kunne bevare sit ikoniske navn.
Med baggrund i sit økonomiske engagement skulle man tro, at den 86-årige Kühne, der bor på Mallorca og i Schweiz og ejer det luksuriøse hotel The Fontaney i Hamburg, ville betragtes som en sand helt i byen, men det er dog ingenlunde tilfældet.
Skulle Klaus-Michael Kühne foranledige sig til at besøge Volksparkstadion for ved selvsyn at betragte, hvordan det går med hans investering, ville han sandsynligvis blive overdænget med skældsord, og det er der faktisk en årsag til.
For sammen med de økonomiske indsprøjtninger har HSV måttet tåle, at Kühne har haft en meget åbenmundet tilgang til sine investeringer. Det har betydet, at han i tide og utide i de tyske medier har udspyttet sin galde ud over klubben og i særdeleshed hans utilfredshed med, hvorledes de har forvaltet hans mange millioner.
Eksempler på hans udtalelser:
”Oliver Kreuzer er en træner, der hører til i 3. division. Han er havnet i en rolle, som han slet ikke magter, der skal langt mere erfarne kræfter til" (August 2013)
"HSV er et fænomen, fordi taberne altid hænger ud her. Et godt eksempel er (Pierre-Michel) Lasogga. Efter en god halvsæson gav de ham en femårig kontrakt og en årsløn på over 22 millioner kroner . Det var harakiri, århundredets flop" (August 2017)
"Jeg er færdig, jeg gider ikke mere, jeg trækker mig ud. Denne klub har været igennem mange vanskeligheder. Der har været mange forandringer, og nogle transfers har været totale flop, så det er klart man bliver bekymret, når man har investeret så mange penge som jeg har." (September 2017)
"Det var en fatal fejl at sælge (Jan Fiete) Arp til Bayern München, som ikke gør andet end at stjæle talenter fra andre klubber til høje priser" (Juni 2019)
"Jeg har ikke været på stadion i årevis. Jeg bliver genkendt og ofte fornærmet. Men jeg ser altid kampene på tv. Og så lider jeg også. Og hvorfor?"
"I de sidste par år har vi normalt vist, hvordan det ville ende - Ikke godt." (Marts 2024)
Ifølge Stefan Walther, redaktør for Hamburger Abendblatt, har Kühne's åbenmundede facon været en kilde til stor frustation for klubben, men man har ikke haft noget andet valg end end at acceptere det, fordi man var afhængig af hans millioner.
"Der er ingen i klubben, som bryder sig om hans kontroversielle facon, hvor han har stillet problemerne i klubben til offentligt skue. Men i mange år var de afhængige af hans økonomiske tilskud og det gjorde, at de var nødt til at acceptere hans opførsel."
"De var nødt til at acceptere, at med alle hans penge kom også en person, som de ikke var i stand til at kontrollere, og de havde intet andet valg end at bide i det sure æble", siger Stefan Walther til Flashscore.dk.
Som om det ikke skulle være nok, har Klaus Michael Kühne ud over sin konstante kritik af klubben også blandet sig i klubbens forretninger, fortæller Stefan Walther envidere.
I juni 2017 ville den daværende træner Markus Giesdol eksempelvis have angriberen Andre Hahn til klubben. Kühne gik ind i sagen og sagde han ville accpetere de økonomiske betingelser for et køb af Hahn, men kun på den betingelse, at man forlængede kontrakten med angriberen Bobby Wood.
"Woods agent var Volker Strut, som også var rådgiver for Kühne. Det endte med, at Wood fik en guldrandet fire-årig forrlængelse, hvor han tjente omkring 30 millioner kroner pr. sæson, men på banen scorede han næsten aldrig mere. Jeg tror ikke sådan noget kunne foregå andre steder end i Hamburg", siger Stefan Walther, der understreger, at Kühne's engament i klubben næsten har været mere negativt end positivt.
"Det er ikke normalt, at en investor går ud og kritiserer sin egen egen investering. Han er ikke en almindelig investor, han er fan af klubben, og hans mål har aldrig været, at han ville tjene penge på klubben. Han har brugt HSV som en slags casino, fordi selv om investeringerne har hjulpet klubben i økonomisk svære tider, så har det været rene lommepenge for ham, og det er blevet en sovepude for klubben", siger Stefan Walther.
Kühne er stadig klubbens største investor, men man er ikke længere afhængig af hans millioner i samme målestok som før, efter som man har indledt en proces, hvor man i langt højere grad sætter tæring efter næring.
"Takket være Eric Huwer (finandirektør) og Jonas Boldt (sportsdirektør) fører man i dag en økonomisk sund strategi, hvor man ikke bruger flere penge, end man har og ikke bruger uhyrlige summer på spillere uden kvalitet. Og det betyder, at man i dag slet ikke på samme måde er afhængig af Kühne", slutter Stefan Walther.
HSV indtager i øjeblikket tredjepladsen i 2. Bundesliga, fem points efter Holstein Kiel, der på andenpladsen ligger på en direkte oprykningsplads. Ender klubben på tredjepladsen skal man i playoffkampe mod Bundesligaens nr. 16 (I øjeblikket FC Köln) om oprykning.
HSV møder i næste runde SV Wehen Wiesbaden den 17.marts. Der mangler ni kampe i sæsonen.