Villa vender flot tilbage til Champions League: Juventus også stærkt fra land
For første gang siden 1982/83-sæsonen deltager Aston Villa i Europas bedste klubturnering, og fodboldklubben fra Birmingham stemplede tirsdag ind i Champions League med en sikker udesejr.
På fremmed kunstgræs blev schweiziske Young Boys slået med 3-0 efter stor engelsk dominans.
De prominente engelske gæster mødte mest modstand i begyndelsen af opgøret i Bern, men det blev alligevel Aston Villa, som tegnede sig for kampens første mål.
I det 27. minut stod Youri Tielemans fri bagest i feltet efter en indøvet hjørnesparkskombination, og han dunkede bolden i mål til 1-0.
Herfra overtog Villa fuldstændig initiativet, og inden pausen blev det også 2-0.
Forsvarsspilleren Mohamed Camara forærede et mål væk med en håbløs tilbagelægning, som i sidste ende gav Jacob Ramsey mulighed for en nem scoring.
Den engelske landsholdsangriber Ollie Watkins troede, at han havde gjort det til 3-0 i slutningen af halvlegen, men efter et VAR-gennemsyn blev målet annulleret for hånd på bolden.
I anden halvleg fortsatte englænderne med at kontrollere kampen, men et tredje mål lod vente på sig helt frem til slutminutterne efter endnu en annulleret scoring undervejs. Der var dog aldrig tvivl om, at Amadou Onanas tordendrøn efter 86 minutters spil fik lov til at stå.
Den eneste malurt i bægeret efter comebacket på Europas største fodboldscene var, at Ollie Watkins måtte lade sig udskifte i anden halvleg, før han omgående blev behandlet med is omkring anklen.
Aston Villa vandt forgængeren for Champions League, mesterholdenes turnering, tilbage i 1981/82-sæsonen og deltog også i samme turnering den efterfølgende sæson. Siden har klubben været en sjælden gæst i de europæiske turneringer og altså ikke i den bedste af slagsen før i år.
Samtidig med opgøret i Schweiz tog også Juventus hul på Champions League og dens nye ligaspil, hvor alle 36 deltagere er i samme gruppe.
Den italienske storklub vandt 3-1 hjemme over PSV Eindhoven. Teenageren Kenan Yildiz åbnede målscoringen efter 20 minutters spil med et eminent spark, og kort efter udbyggede Weston McKennie føringen til 2-0 fra nært hold.
Seks minutter efter pausen øgede argentineren Nicolas Gonzalez til 3-0. Med kampens sidste spark reducerede Ismael Saibari for de hollandske gæster.