Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Colombia overlever undertal og er klar til Copa America-finale

Ritzau
Colombia er klar til finalen ved Copa America.
Colombia er klar til finalen ved Copa America.CHANDAN KHANNA/AFP
Colombia er klar til finalen i Copa America mod Argentina efter at have afværget, hvad der i anden halvleg mindede om et rent skydetelt.

Det skete med en 1-0-sejr i semifinalerne over Uruguay natten til torsdag dansk tid.

Jefferson Lerma scorede, hvad der viste sig at blive kampens eneste mål i det 39. minut. Det skete med et veltimet hovedstød på et indlæg fra James Rodríguez.

Colombia spillede halvdelen af opgøret i undertal, da Daniel Muñoz fik sit andet gule kort lige før pausen for en albue i brystet på Manuel Ugarte under et spilstop.

Uruguay formåede dog aldrig at udnytte overtallet, selv om landsholdet kom tæt på flere gange.

I første halvleg var det Darwin Nunez, som brændte flere chancer.

Senere blev 37-årige Luis Suárez skiftet ind med 23 minutter igen. Han var selv ved at udligne med et ellers velplaceret skud på højre stople.

I den anden ende havde Colombia dog også flere gange muligheden for at lukke og slukke kampen, i takt med at Uruguay sendte flere og flere spillere frem.

Blandt andet brændte Mateus Uribe i tillægstiden et forsøg, som den uruguayanske målmand Sergio Rochet parerede på overliggeren.

Kort efter blev Rochet selv sendt i det modsatte felt, da Uruguay fik et hjørnespark i de døende minutter.

Hjørnesparket fra Giorgian De Arrascaeta formåede dog end ikke at nå forbi den forreste colombianer i feltet.

Det gav Colombia en ny mulighed for at score til 2-0, men Lerma sendte forsøget fra omkring midterlinjen over mål.

Opgøret var præget af en del frispark, og den mexicanske dommer César Arturo Ramos uddelte i alt otte gule kort.

Finalen spilles i Miami Gardens i den amerikanske delstat Florida klokken 02 natten til mandag dansk tid.

Uruguay får mulighed for at tage hjem med en bronzemedalje i en kamp om tredjepladsen mod Canada klokken 02 natten til søndag dansk tid.