Dansk træner forventer svær Copa America-debut

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk træner forventer svær Copa America-debut

Thomas Christiansen skal føre Panama igennem Copa America.
Thomas Christiansen skal føre Panama igennem Copa America.RON JENKINS/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
Det er ikke kun Silkeborgs back Oliver Sonne, som udgør det danske islæt ved dette års Copa America, Sydamerikas pendant til EM.

Mens Oliver Sonne tørner ud for Peru, står danskspanieren Thomas Christiansen på sidelinjen som cheftræner for Panama, der er med for kun anden gang. Og Christiansen får lidt af en ilddåb i sin Copa America-debut.

I første kamp venter de 15-foldige vindere af turneringen og dobbelte verdensmestre fra Uruguay.

"Vi skal møde et af verdens bedste hold, som er inde i en god periode, har fantastiske spillere og en træner med mange ressourcer," lyder det fra Thomas Christiansen på et pressemøde ifølge Reuters.

Den tidligere Barcelona-dansker med to landskampe for Spanien i 1993 har stået i spidsen for Panama siden 2020.

Han ved udmærket, at holdet er underdog både i den første kamp og turneringen generelt. Men han bekymrer sig ikke om, at mange ikke ser store chancer for Panama.

"Hvis der er noget, som Panama har, er det lunger, hjerte og vilje til at gøre det godt," siger han.

"Måske er der ikke mange, som tror på Panamas chancer. Det er jeg ligeglad med. Jeg tænker kun på spillernes motivation og den vilje og intensitet, de vil komme til kampen med."

Panama deltog også ved Copa America i 2016. Dengang røg man ud efter gruppespillet, men fik dog en sejr over Bolivia undervejs. Netop Bolivia samt USA er de to andre hold i gruppen.

Med 15 titler er Uruguay sammen med Argentina den mest vindende nation ved Copa America. Brasilien har ni titler.

Panamas kamp mod Uruguay sparkes i gang natten til mandag dansk tid.

Årets Copa America spilles i USA.