Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stor triumf var perfekt punktum for argentinsk profil

Ritzau
Angel Di Maria vinker farvel til landsholdet.
Angel Di Maria vinker farvel til landsholdet.JUAN MABROMATA/AFP
Angel Di Maria sluttede sin landsholdskarriere af på den bedst mulige måde.

I mange år har Angel Di Maria været en fast del af det argentinske fodboldlandshold, men nu er det forbi.

Og for den offensive profil kunne punktummet ikke være sat meget bedre.

Tidligt mandag morgen dansk tid var Di Maria med til at vinde Copa America med en finalesejr på 1-0 over Colombia i den amerikanske storby Miami.

36-årige Di Maria blev skiftet ud i de sidste minutter af den forlængede spilletid og modtog sin hyldest fra de argentinske fans.

"Jeg har drømt om det her. Det var derfor, jeg sagde, at det var mit sidste Copa America, og at det skulle slutte her. Jeg drømte om at nå finalen, og jeg drømte om at vinde den i min afsked," siger han ifølge AFP.

Di Maria var også en del af Argentinas hold, som vandt Copa America i 2021, ligesom han var med til at løfte VM-trofæet i Qatar i 2022.

Sammen med blandt andre Lionel Messi vandt Angel Di Maria også OL i 2008.

"Jeg har så mange skønne følelser. Jeg er for evigt taknemmelig for denne generation, som gav mig alt. Den har hjulpet mig med at opnå det, jeg ønskede så inderligt. Og hvordan kan jeg forlade det på bedre vis end sådan her?"

Trofæhøsten på landsholdsplan er især kommet sent i karrieren, og det er vigtigt ikke at tage den argentinske succes for givet, understreger han.

"Det ser nemt ud, men det er meget svært. Det ved jeg, fordi jeg har været på den anden side i 10-11 år og kæmpet for det."

"Det er ikke nemt at nå finalerne og vinde den. Men det sker nu. På et tidspunkt sker det, og jeg ville også gerne have vundet med vores tidligere hold. Vi fortjente det også, men vi blev ved med at insistere," siger Di Maria.

Di Maria har tidligere spillet for klubber som Real Madrid, Manchester United og Paris Saint-Germain. Senest var han på kontrakt i Benfica.