Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Xavi får svært ved at sove efter ydmygelse mod rivaler på hjemmebane

Ritzau
FC Barcelona fik stor klø hjemme mod Real Madrid.
FC Barcelona fik stor klø hjemme mod Real Madrid.LLUIS GENE/AFP
Barcelonas cheftræner, Xavi Hernandez, indrømmer, at han får svært ved at sove, efter at hans hold onsdag blev ydmyget af Real Madrid på hjemmebane.

"Vi er sårede i dag, ja. Det bliver svært at sove, som den store Barcelona-fan, jeg er", siger han efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

De to hold mødtes i den anden af to semifinaler i pokalturneringen, og her slog Real Madrid ærkerivalerne fra Barcelona 4-0. Dermed er madrilenerne klar til finalen med en samlet sejr på 4-1.

"Jeg sagde til spillerne, at det kunne ske. Vi havde chancer, men gik ind i kampen med 1-0. Det er en skam, fordi vi kæmpede godt i første halvleg, og det var vores øjeblik."

"I anden halvleg var Madrid bedre, oprigtigt. De var bedre fysisk, de pressede os hårdt. Der er ingen undskyldninger", siger Xavi.

Karim Benzema scorede formelt alle fire mål, men bør tilskrive Vinicius Jr. en stor del af æren for 1-0-målet. Her sparkede Benzema nemlig bolden i nettet, da den allerede var halvvejs inde over målstregen efter et forsøg fra brasilianeren.

Andreas Christensen var ikke med for FC Barcelona.

I pokalfinalen venter Osasuna, der tog en samlet sejr på 2-1 over Athletic Bilbao i sin semifinale.

Carlo Ancelotti, der er cheftræner for Real Madrid, er godt tilfreds med onsdagens storsejr.

"Det var en komplet kamp. Når man spiller en komplet kamp, så vinder man 4-0 sådan her."

"Det her er det vigtigste øjeblik i sæsonen, og vi har den helt rette temperatur. Vi er gode", siger cheftræneren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Osasuna har aldrig vundet pokalguld før, mens Real Madrid har gjort det 19 gange.