Sent straffe sender Bayern ud af pokalturnering mod Freiburg: Frankfurt slår Union 2-0
Tirsdag røg den sydtyske storklub ud i kvartfinalen efter et nederlag på 1-2 til Freiburg.
Den afgørende scoring blev lavet langt inde i kampens tillægstid på et straffespark.
Bayern vandt senest pokalturneringen i 2020. Freiburg havde inden sidste sæson aldrig været i finalen, men er nu godt på vej mod sin anden optræden i træk.
Bayern kom ellers foran efter små 20 minutter, da Dayot Upamecano steg til vejrs og headede et hjørnespark ind.
Glæden varede dog ikke længe for hjemmeholdet. Otte minutter senere blev der udlignet. Med et brag af et skud halvflugtede Nicolas Höfler fra distancen bolden ind til 1-1.
Efter 45 minutter - og lidt til - målløse minutter i anden halvleg faldt afgørelsen så i tillægstiden. Jamal Musiala fik mere eller mindre tilfældigt blokeret et skud med sin arm i eget felt, og så var der straffespark.
Det sparkede Lucas Höler sikkert ind, og så kunne gæsterne bryde ud i ekstatisk jubel.
Tidligere tirsdag aften spillede Eintracht Frankfurt uden en skadet Jesper Lindstrøm sig videre til semifinalerne med en sejr på 2-0 over Union Berlin.
Den franske profil Randal Kolo Muani lavede begge Frankfurts mål inden for små to minutter kort inde i første halvleg.
Frederik Rønnow sad ude med en skade for Union Berlin, der havde en anden dansk målmand, Jakob Busk, på bænken.