17-årig Rosenborg-spiller bliver yngste hattrickskytte siden Haaland i Eliteserien
Det er ikke hver dag, at en 17-årig fodboldspiller scorer i seniorrækkerne, og det er slet ikke normalt, at en 17-årig laver hattrick i en professionel fodboldkamp.
Det var dog ikke desto mindre det, der skete onsdag aften, da Rosenborg bankede Lillestrøm med 4-0 i Eliteserien.
17-årige Sverre Nypan scorede nemlig hele tre gange i kampen, og han blev dermed den første spiller på 17 år, der scorede hattrick i den bedste norske række siden Erling Haaland.
Tilbage i sommeren 2018 scorede den nuværende Molde-angriber Haaland tre gange i en alder af 17 år og 345 dage på udebane mod Brann. Sverre Nypan var dog hele 99 dage yngre end Haaland, da han onsdag aften noterede sig for sit første hattrick i karrieren.
Endnu mere imponerende er det, at Sverre Nypan er midtbanespiller i modsætning til Erling Haaland, der spiller længere fremme på banen.
I et interview med det norske TV 2 fortæller Nypan:
”Et hattrick på Lerkendal er noget, jeg har drømt om, siden jeg var barn.”
I denne sæson har Nypan været fast mand for Rosenborg, hvor det er blevet til 18 kampe, fem mål og fem assists.
Selvom Nypan har bidt sig fast på Rosenborgs hold i denne sæson, så fik han allerede debut som 15-årig. Det har derfor længe stået i stjernerne, at den talentfulde midtbanespiller er noget ganske særligt.