Når fodbold er den mest populære sport i verden, skyldes det i høj grad, at man - i modsætning til f.eks. boksning - ikke kan tabe alene på grund af underlegenhed. Der er heller ingen regel om, at man kan blive straffet for nøl, som det er tilfældet i håndbold.

Alle har mulighed for at konkurrere, mens de forbliver tro mod deres egen filosofi, som ofte har sine rødder i et helt lands historie og mindset, som det for eksempel fremgår af Italiensk fodbolds præference for catenaccio i efterkrigstiden.

I kølvandet på anden verdenskrig og Grande Torinos tragedie i fodboldverdenen, reagerede det italienske landshold på banen med en defensiv, pragmatisk holdning, som endnu ikke er helt udryddet.

Det kan trods alt ikke have været let at spille glad fodbold, mens en stor del af befolkningen havde alvorlige problemer med at få et varmt (og mange gange et koldt) måltid.

På samme måde ville det have været meget vanskeligt for Barcelona at skabe en af de mest beundrede fodboldskoler i verden, uden det hollandske indtog i klubben, som medførte, at også det spanske landshold kunne dominere mellem 2008 og 2012. Også i dette tilfælde spillede historiske og sociale parametre en rolle: Målet var at udvikle et alternativ til den vindende Real Madrid-model, og derfor var det ikke længere nok bare at vinde, det skulle gøres ved at spille godt.

Ikke bare catenaccio eller tiki-taka

Men heldigvis er der mellem catenaccio og tiki-taka en bred vifte af muligheder for trænere over hele verden, der som sagt alle er legitime. For selvom det er sandt, at ingen kunne drømme om at sætte spørgsmålstegn ved Pep Guardiolas genialitet, er det lige så sandt, at man ikke kan lade være med at tro, at Carlo Ancelottis synspunkt også er gyldigt, når han forsikrer os om, at "det er træneren, der skal tilpasse sig den trup, han har til rådighed, og ikke omvendt".

Og sandheden er, at i international fodbold følger managere med meget få undtagelser den ancelottiske doktrin, samtidig med at de forsøger ikke at forråde deres lands traditioner. Havde det ikke været for Iker Casillas' tå på Robbens afslutning i 2010, ville det have været det mindst "traditionelt hollandske" hollandske hold i historien, der havde vundet verdensmesterskabet. 

Vi er sikre på, at Oranjes fans ville have været begejstrede for at fejre titlen, på trods af at Bert van Marwijks stil gav Johan Cruyff mavesår.

Og så kommer vi til EM i Tyskland, som har afsluttet gruppespillet efter 36 kampe, hvor de deltagende hold forsøgte at hævde deres egen fodbold over for modstanderens.

Det nyere format med 24 hold sendte kun otte hjem, hvilket betød, at hvis man havde fire point, var det stort set umuligt at blive elimineret, og Slovenien - næstsidst med hensyn til skud (26), fjerdesidst med hensyn til offensive aktioner (86) og sidst med hensyn til boldbesiddelse (36,7 %) - formåede at overleve med blot tre og slog Ungarn ud af konkurrencen på målforskel. Det er netop her, vi finder det første stof til eftertanke i vores analyse af den taktiske indstilling hos de landshold, der deltager i EM.

Det var landshold som Ungarn selv og frem for alt Ukraine, der ikke formåede at begrænse skaden, da de tabte deres kampe; sidstnævnte blev elimineret på trods af - eller måske på grund af - at de var et af de mest proaktive hold i turneringen med 42 skud på mål (ottendepladsen), en pasningsnøjagtighed på 87,3 procent (ellevtepladsen) og 130 angreb i alt (tolvtepladsen).

De betalte prisen for kun at score to mål, det samme antal som var nok for Slovenien til at gå videre på trods af kun 25 skud (næstsidst), 36,7 % boldbesiddelse (sidst) og kun 86 offensive aktioner (21.).

England og Frankrig løber tør

To mål var også nok til, at England vandt sin gruppe, og Frankrig blev nummer to i sin. På trods af en afleveringsnøjagtighed på 90 procent (nummer to) og en gennemsnitlig boldbesiddelse på 59,7 procent (nummer tre) lykkedes det dog kun Southgates landshold at skabe 132 angreb (nummer otte), og blot 28 skud i alt (nummer 20).

Endnu værre var det for Frankrig, hvis to mål blev scoret på et selvmål og et straffespark, selv om de var blandt de hold, der skabte flest offensive aktioner (164, fjerdeplads i alt) med 49 skud i alt (fjerdeplads), 89,6 % afleveringsnøjagtighed (femteplads) og 54,3 % boldbesiddelse (sjetteplads).

Med hensyn til offensiv produktion efterlader gruppespillet os med vigtige tal for Tyskland og Portugal. Nagelsmanns landshold ligger faktisk på førstepladsen med hensyn til scorede mål (8), skud i alt (57), afleveringsnøjagtighed (93 %) og boldbesiddelse (64,3 %), og på andenpladsen med hensyn til offensive aktioner (207).

Foran tyskerne i sidstnævnte aspekt er Roberto Martinez' Portugal, som til gengæld er nummer to i antal skud (54), afleveringsnøjagtighed (90 %) og nummer et i boldbesiddelse (64,3 %). At spille den sidste kamp, hvor kvalifikationen og førstepladsen var i hus, med en opstilling fuld af reserver har dog sendt dem ned på tredje trin på podiet for antal scorede mål.

Den spanske anomali

Det landshold, der nok har imponeret mest, er Spanien. Men hvordan? Jo, ved at opgive en masse boldbesiddelse. Ja, selv La Roja besluttede sig for at bruge Ancelottis tilgang og tilpasse sig de spillere, de nu engang havde til rådighed.

De la Fuentes hold ligger kun på syvendepladsen i både boldbesiddelse (54 %) og offensive aktioner (148), selv om det er lykkedes dem at opretholde en pasningsnøjagtighed på 90 % (nummer to), skyde 48 gange på mål (nummer fem) og score fem mål (nummer tre).

Denne nye taktiske indstilling gjorde det muligt for Spanien, at være det eneste hold der sluttede med tre sejre ud af tre mulige i gruppespillet, selv om de kun stillede med en af deres ubestridte startere (Laporte) i den sidste kamp. Kort sagt er De la Fuentes hemmelighed, at det er lykkedes ham at samle en førsteklasses trup - med stor vægt på Nico Williams ' og Lamine Yamals evner - som han har skræddersyet et system til.

Honorable mentions

Tyrkiet, Kroatien og Rumænien fortjener særlig omtale.

Lad os starte med Luka Modric og hans holdkammerater, som ikke gjorde nok - takket være de blot tolv sekunder, der adskilte Italiens sene udligning og dommerens slutfløjt - til at være et af de hold, der skabte mest i den sidste tredjedel (152 angreb, sjetteplads i alt) til at gå videre. Det blev kun til to point og tre mål for et landshold, der skød 42 gange (ottendeplads), havde en afleveringsnøjagtighed på 89,3 % (sjetteplads) og havde 55,3 % boldbesiddelse (femteplads) i gennemsnit.

Vincenzo Montellas landshold kvalificerede sig derimod til ottendedelsfinalen ved at slå Tjekkiet på sidstedagen, selv om de kunne nøjes med uafgjort. Hakan Calhanoglu og co's fem mål er kun overgået af Østrigs seks og Tysklands otte.

Tyrkerne skabte imponerende 161 offensive aktioner (femteplads), stod bag 50 skud i alt (tredjeplads), opretholdt en god pasningsnøjagtighed (88,3 procent, ottendeplads), og bekymrede sig ikke meget om at have boldbesiddelse (52,7 procent, tiendeplads). På den måde fik Montella-drengene seks point, det samme som Portugal og Østrig, et mindre end værterne og tre færre end Spanien.

Endelig tilsluttede Rumænien sig Sloveniens regel om minimal (offensiv) indsats, for at høste store, store belønninger. De scorede dobbelt så mange mål som England, Belgien og Frankrig på trods af, at de kun havde 32 skud (19.), lå sidst med hensyn til pasningsnøjagtighed (77 %), var nummer 18 i offensiv produktion (103 angreb) og kun havde knap 40 % gennemsnitlig boldbesiddelse (41,3 %).

Konklusioner

Data fra disse tre sidste landshold, Sloveniens præstation, sammenholdt med det faktum, at turneringens topscorer indtil videre er georgiske Georges Mikautadze (tre mål i lige så mange kampe), giver os mulighed for at konkludere, at der ikke er nogen formel, der er mest i stand til at skabe en direkte forbindelse mellem offensiv indsats og resultater.

Dette kan tydeligt ses på et kvalitetshold fra Kroatien, som blev frarøvet deres overlevelse af Slovenien, som valgte den mere klassiske "vi spiller for at undgå at tabe"-tilgang.

På samme måde bekræfter Tyrkiets og Rumæniens tilfælde, at der ikke kun er én vej til hæder, og at alle strategier, gode som dårlige, har samme værdi, og skaber samme slags følelser hos deres fans.

Endelig beviser Georgiens bedrifter, at selv om fodbold er en holdsport, kan den reduceres til en enkelt spillers exceptionelle formkurve og enkelheden i det evigt populære mantra om, at man i sidste ende bare skal få bolden i rusen.