Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Barcelona-stjernes far er blevet udskrevet efter knivstikkeri

Ritzau
Opdateret
Yamals far er i bedring
Yamals far er i bedringProfimedia
Efter stikkeri i Mataro onsdag er Mounir Nasraoui blevet udskrevet fra hospital. Han takker politiet for hjælp.

Den 17-årige spanske Barcelona-spiller Lamine Yamals far, Mounir Nasraoui, er blevet udskrevet fra hospitalet.

Det sker to dage efter, at han blev stukket flere gange, da han var ude at gå tur med sin hund.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mounir Nasraoui blev onsdag angrebet på en parkeringsplads i den catalanske by Mataro, som ligger omkring 30 kilometer fra Barcelona.

Hændelsen fandt sted i nabolaget Rocafonda, hvor Lamine Yamal også er vokset op.

Det fremgår ikke, hvilken genstand spillerens far blev stukket med.

Fredag sendte mediet Antena 3 tv-billeder af Nasraoui, der var samlet med sine venner uden for en bar i Rocafonda, efter han havde forladt hospitalet Can Ruti. Han delte også et billede på Instagram af sig selv, der omfavner sin mor, mens han kysser hende på hovedet.

Han takker sine venner, som tilkaldte førstehjælp og "var ved min side", og politiet "for at reagere så hurtigt og udføre deres arbejde så godt".

Nasraoui sender en særlig tak til en betjent, som "hurtigt tilstoppede et sår i mit bryst, som var det, der blødte mest, og holdt min hånd uden at slippe den, så jeg ikke mistede bevidstheden."

Politiet har efter stikkeriet anholdt fire mænd.

Hverken myndighederne eller Mounir Nasraoui selv har givet flere detaljer om hændelsen.

Den spanske avis La Vanguardia har dog beskrevet, at han angiveligt var på vej gennem Rocafonda, da han blev ramt af vand fra en altan, hvor en dreng legede.

Han udtrykte utilfredshed med dette og endte på den måde i en diskussion med drengens familie.

Politiet blev involveret og adskilte de to parter, men ifølge avisen kontaktede familien efterfølgende Nasraoui under påskud af at ville forsone.

Mødet resulterede dog i stedet i stikkeriet, lyder det.

Yamal fik allerede som 15-årig debut for Barcelonas førstehold, og tidligere på sommeren var han en fremtrædende figur for Spanien, der gik hele vejen og vandt EM i Tyskland.