Bred hær af ledere giver dansk ro inden gruppefinale mod Slovenien
Kun Kasper Schmeichel fra trioen, der udgør anførergruppen på landsholdet, er med fredag mod Slovenien, hvor der er en EM-billet på højkant. Det får dog ikke landstræner Kasper Hjulmand til at frygte for rygraden på holdet.
"Jeg synes, at vi har mange ledere på holdet. Hvis man starter nede bagfra, så har vi Kasper Schmeichel. Vi har også Joachim Andersen, der allerede i en tidlig alder har været anfører, og vi har Andreas Christensen, der på sin egen måde er en leder. Vi har Christian Nørgaard, der i Premier League er en leder, og vi har Pierre-Emile Højbjerg. Vi har også Thomas Delaney, der er en født leder, og vi har Yussuf Poulsen, der kom ind i weekenden og tog anførerbindet på i Leipzig," opsummerer Kasper Hjulmand.
Blandt spillerne er der heller ingen frygt for, at der kommer til at mangle lederskab inde på banen, når det hele spidser til, selv om Kjær og Eriksen mangler i geledderne.
Anders Dreyer, som er blandt de mere urutinerede i landsholdssammenhæng, har ved selvsyn i Anderlecht konstateret, hvad et par af landsholdkammeraterne kan byde ind med.
"Jeg spiller selv med to af dem til daglig i Kasper og Thomas. De har det verbale i deres spil, og jeg har også kunnet se, hvordan det har hjulpet i Anderlecht fra sidste sæson til denne med to så erfarne spillere på holdet," lyder det fra Dreyer.
Udefra bemærker man ikke altid det lederskab, som nogle spillere bringer med ind på grønsværen. Men det har stor værdi for holdkammeraterne.
"Det gør bare, at man går ind til kampen med en følelse af, at man nok skal klare den. Det er rigtig vigtigt at have," siger Anders Dreyer.
Fra fredag klokken 20.45 vil det i Parken vise sig, om der er lederskab nok på det danske hold til at kvalificere holdet til EM på den første af to matchbolde.
Anden mulighed er mandag i Nordirland.