Britiske fodboldfans advares om stærke tyske øl
Sådan lyder det i en advarsel fra det britiske udenrigsministerium, skriver mediet The Times.
"Øllene kan være stærkere end i Storbritannien, så drik ansvarligt, kend dine begrænsninger og respekter den lokale lovgivning," lyder det.
"Man kan muligvis blive nægtet adgang til stadion, hvis man drikker for meget."
Pilsnere og ales i Storbritannien har ifølge velgørenhedsorganisationen Drinkaware i gennemsnit en alkoholprocent på 4,4.
I Tyskland er alkoholprocenten for tilsvarende øl mellem 4,7 og 5,4. Det er desuden normalt med øl, der har en alkoholprocent på 16, skriver The Times.
Mediet skriver yderligere, at tyske hospitaler har erfaring med at behandle briter, som har fået for meget at drikke i forbindelse med polterabender.
Omkring en halv million briter ventes ifølge The Times at tage rejsen til Tyskland i forbindelse med slutrunden, der sparkes i gang 14. juni.
Udenrigsministeriet advarer desuden ifølge The Times om, at man kun skal købe billetter fra officielle sælgere, og at det kan være ulovligt at videresælge sine billetter.
England spiller for første gang i turneringen 16. juni mod Serbien. Desuden er England i gruppe med Danmark og Slovenien.
I Amsterdam i Holland har man ifølge The Times tidligere opfordret briter, der ikke kan styre deres branderter, til at blive væk.
Det er blandt andet sket gennem digitale kampagner direkte henvendt til britiske mænd mellem 18 og 35 år.
Kampagnerne kom på baggrund af klager fra lokale indbyggere om turister, der har urineret i gaderne, er kommet op at slås, og som har brækket sig i byens kanaler.