Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Capello savner mod og risikovillighed: Spillerne lærer taktik men ikke teknik i Italien

Andreas Würtz Adamsen
Riccardo Calafiori var uheldig at score et selvmål i sin landskamp nummer fire, da Italien torsdag tabte til Spanien.
Riccardo Calafiori var uheldig at score et selvmål i sin landskamp nummer fire, da Italien torsdag tabte til Spanien.Kenzo Tribouillard/AFP
Ovenpå den skuffende italienske indsats mod Spanien torsdag, forlanger Fabio Capello i en klumme i Gazzetta dello Sport, at italienerne udviser mere mod til at fejle, når de mandag møder Kroatien i et potentielt afgørende opgør.

Nok er Italien forsvarende europamestre efter sejren i 2021, men Gli Azzurri blev ikke levnet mange chancer før starten på sommerens EM-slutrunde for at forsvare titlen i Tyskland, hverken af eksperterne eller af bookmakerne.

Og udsigterne til et italiensk titelforsvar er næppe blevet større, efter torsdagens nederlag til Spanien i Gelsenkirchen, hvor et selvmål af Bologna-midtstopperen Riccardo Calafiori resulterede i en spansk sejr på 1-0.

Bevares, bestemt ikke nogen storsejr til Luis de la Fuente spanske topper, men en storspillende Gianluigi Donnarumma i det italienske bur var den primære årsag til, at sejren ikke blev større, efter PSG-keeperen måtte diske op den ene store redning efter den anden.

Den imponerende spanske start på årets slutrunde har vakt genlyd i fodboldverdenen og pludselig gjort La Roja til en af turneringens helt store favoritter på niveau med forhåndsfavoritter som Portugal, England og Frankrig.

Også den forhenværende stortræner Fabio Capello bemærkede den imponerende spanske præstation, der kom i kølvandet på en om muligt endnu flottere 3-0-sejr over Kroatien i gruppespillets første spillerunde, men i en klumme i den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport kritiserer den 78-årige italiener dog også filosofien bag det italienske landshold, der har Luciano Spalletti i spidsen.

Spanien var Italien klart overlegne i torsdagens møde. Kun én gang fik italienerne sendt en afslutning på mål.
Spanien var Italien klart overlegne i torsdagens møde. Kun én gang fik italienerne sendt en afslutning på mål.Flashscore

”Forskellen har været længe undervejs, for i vores land bliver kvaliteten ikke længere kultiveret: På fodboldakademierne bliver der undervist i taktik men ikke i teknik, og det her er resultatet på længere sigt,” skriver den forhenværende engelske og russiske landstræner.

Capello har naturligvis selv indgående kendskab til italiensk fodbold efter mange år som toptræner i blandt andet Milan, Roma og Juventus, men det er særligt italienerens to ophold i Real Madrid, der gør trænerlegenden i stand til at reflektere over forskellen på Spanien og Italien.

Således påpeger Capello, at særligt den såkaldte rondo – hvor en eller to spillere jagter bolden, mens holdkammeraterne spiller rundt med blot én berøring på bolden – er et afgørende træningsredskab, ikke fordi det er sjov og spas, men snarere fordi det tvinger spillerne til at lade teknikken være bestemmende.

”I Italien i de seneste år er der mange, der har taget (Pep, red.) Guardiola til sig som forbillede, men det er Guardiola for 10 år siden (de har som forbillede, red.), mens Pep selv altså har udviklet sig og kigget fremad.”

”Den misforståelse har medført nutidens begrænsninger: Vores spillere tager nærmest aldrig ansvar for at flytte bolden fremad eller risikere en dribling. Vi er endt med at forveksle godt spil med steril boldbesiddelse,” lyder kritikken fra Capello, der som træner blandt andet dominerede stort med Milan i starten af 90erne.

Senest Italien ikke formåede at gå videre fra gruppespillet var for præcis 20 år siden, ved EM i Portugal i 2004, hvor Sverige og Danmark sluttede foran italienerne.
Senest Italien ikke formåede at gå videre fra gruppespillet var for præcis 20 år siden, ved EM i Portugal i 2004, hvor Sverige og Danmark sluttede foran italienerne.Flashscore

Trods nederlaget til Spanien er Spallettis italienske tropper stadig i fin position til at gå videre efter sejren over Albanien i første spillerunde samt Albaniens ene point mod Kroatien, der placerer Italien på en øjeblikkelig andenplads.

Dermed kan italienerne nøjes med et enkelt point mod Luka Modrić og Co. i mandagens opgør i Leipzig for at sikre videre avancement som nummer to i gruppe B, hvilket i så fald vil give italienerne andenpladsen fra gruppe A, hvilket i skrivende stund ser ud til at blive naboerne fra Schweiz.

Fabio Capello understreger dog, at italienerne ikke må være bange for at tabe, når de dobbelte EM-vindere, med første titel helt tilbage i 1968, går på grønsværen mod et kroatisk, der vil sætte alt på ét bræt for at komme videre efter to skuffende kampe.

”At tabe, selv når man spiller dårlig, er okay, det er en del af fodbold, men det er tid til at være modige: Når det skete (nederlag, red.) for mine hold, var min allerførste mission altid at give dem mod,” understreger Capello.

Italienernes vigtige opgør mod Kroatien spilles mandag aften klokken 21 sideløbende med gruppens anden kamp mellem Spanien og Albanien. Selv med et nederlag kan Italien gå videre som treere, såfremt Albanien ikke samtidig besejrer italienernes spanske banemænd.