Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danmarks EM-modstander ydmyger Tomassons tropper og spolerer svensk Zlatan-hyldest

Ritzau
Danmarks EM-modstander spolerer svensk Zlatan-hyldest
Danmarks EM-modstander spolerer svensk Zlatan-hyldestProfimedia
To nederlag på fire dage.

Det blev status for Sverige og landstræner Jon Dahl Tomasson, der ikke så tilfreds ud på den svenske bænk lørdag aften.

Her blev det til et 0-3-nederlag hjemme til Serbien, der er en af Danmarks modstandere ved det forestående EM.

Onsdag tabte Sverige 1-2 til Danmark i Parken, hvor Jon Dahl Tomasson blev hyldet og kom i fodboldens Hall of Fame på sin tidligere så vante hjemmebane.

Sverige og Tomasson skal ikke med til EM, og svenskerne er blevet brugt som opvarmning til slutrunden for både Danmark og Serbien.

Lørdagens testkamp blev også brugt på at sige pænt farvel til Zlatan Ibrahimovic, som var til stede på Friends Arena i Stockholm med kæresten Helena og sønnen Maximilian.

Der var arrangeret en hyldest til den svenske legende efter kampen, som i sig selv ikke bød på en fest for hjemmeholdet.

Efter 18 minutter headede midtbanespilleren Sergej Milinkovic-Savic fra tæt hold Serbien foran 1-0.

Angriberen Aleksandar Mitrovic fordoblede føringen efter en time, inden indskiftede Dusan Tadic cementerede sejren ti minutter senere.

Sverige havde flere nærgående afslutninger, men hverken Dejan Kulusevski, Victor Lindelöf eller indskiftede Alexander Isak havde skarpheden til at score mod serberne.

Med nederlaget har Tomasson i sine første fire kampe som svensk landstræner tabt de tre. Det er blevet til en 1-0-sejr over Albanien som den eneste succesoplevelse.

Tidligere lørdag spillede en anden af Danmarks EM-modstandere. Det var Slovenien, som spillede 1-1 hjemme mod Bulgarien. Panathinaikos-angriberen Andraz Sporar scorede målet for slovenerne.

Ud over Serbien og Slovenien er Danmark også i gruppe med England, der fredag aften tabte 0-1 hjemme til Island.