Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU i kovending: Dommerregel fra EM indføres alligevel ikke

Opdateret
Holland i brok over dommerens ageren i kampen mod England.
Holland i brok over dommerens ageren i kampen mod England.AFP
Reglen, der siger, at kun anførerne må snakke med dommeren, kommer alligevel ikke til Danmark i denne omgang.

Dansk Boldspil-Unions (DBU) dommerudvalg meldte fredag ellers ud, at tiltaget vil være i brug fra starten af Superligaen i næste uge efter anbefalinger fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).

Lørdag aften har man dog trukket det tilbage, da man vil afvente evalueringer fra EM og andre turneringer.

"Vi beklager, at vi var lidt for hurtige til at melde tiltaget ud. På det dommerfaglige område hilser DBU's dommerudvalg tiltaget velkomment, men der er også respekt omkring at afvente de officielle evalueringer på forsøgsordningen fra IFAB og eventuelt andre større ligaer først, inden vi starter implementeringen i dansk fodbold," siger Michael Johansen, formand for DBU's dommerudvalg, til dbu.dk.

Fredag meddelte DBU, at reglen ville gælde ved sæsonstart i Superligaen, 1., 2. og 3 division samt Kvindeligaen og kvindernes 1. division.

DBU vil desuden se på at indføre reglen i breddefodbolden med start fra 2025.

Reglen om anførerens kommunikation med dommeren vil også blive indført i alle UEFAs turneringer. Det oplyste forbundet i begyndelsen af juli.

Det vil blandt andet sige Champions League, Europa League og Conference League.

Forbundet lancerede reglen som optakt til EM, som dermed skulle fungere som en slags testturnering for det nye tiltag.

UEFA begrundede tiltaget med, at man vil væk fra, at en større gruppe af spillere omringer dommeren for at få en forklaring eller brokke sig, hvilket langtfra er et særsyn i topfodbold.

I tilfælde af brud på reglerne kan man forvente at få stukket et gult kort i hovedet.