Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Drømmescoring af Pavard giver Frankrig hårdt tilkæmpet sejr over Irland

Ritzau
Benjamin Pavard jubler over sit drømmemål mod Irland
Benjamin Pavard jubler over sit drømmemål mod IrlandAFP
Viceverdensmestrene fra Frankrig har fået en god start på EM-kvalifikationen. Efter fredagens storsejr på 4-0 over Holland sikrede Frankrig mandag en smal sejr på 1-0 over Irland på udebane.

Irerne var opsatte på at tilkæmpe sig et overraskende resultat, og det skabte problemer for Frankrig, der ikke sprudlede rent offensivt.

En drømmescoring af højrebacken Benjamin Pavard kort efter pausen sendte dog Frankrig på sejrskurs. Scoringen tvang Irland frem på banen, og holdet var tæt på at udligne mod slutningen.

Med sejren har Frankrig seks point for to kampe og topper gruppe B foran Grækenland og Holland.

Frankrig dikterede spillet fra start og stressede hjemmeholdet med et intensivt presspil. Et kompakt irsk forsvar betød dog, at ingen af holdene formåede at sende et skud inden for målrammen før pausen.

Frankrig kom ud til anden halvleg med fornyet energi og bragte sig hurtigt foran. Pavard opsnappede bolden på kanten af feltet og hamrede læderkuglen i netmaskerne via undersiden af overliggeren.

Mod slutningen var særligt Nathan Collins tæt på at bringe irerne på omgangshøjde med Frankrig. Men hans hovedstød blev på glimrende vis reddet af Mike Maignan i udeholdets mål.

I samme gruppe kom Holland tilbage på ret køl.

Efter fredagens nederlag til Frankrig havde hollænderne meget at revanchere i hjemmekampen mod Gibraltar. Af den grund blæste hollænderne til angreb fra start og vandt stensikkert med 3-0 over miniputnationen, der aldrig bød sig til i opgøret.

Midtvejs i første halvleg gik det galt for Gibraltar. Hjemmeholdets Denzel Dumfries sendte et præcist indlæg ind mod Memphis Depay, der styrede bolden i netmaskerne med hovedet.

Holland fortsatte med at presse på, og fem minutter efter pausen fordoblede holdet føringen. Første halvlegs assistmager sendte en tværbold til forsvarsspilleren Nathan Aké, der stille og roligt rettede bolden over stregen.

Kort tid efter blev udeholdets Liam Walker sendt tidligt i bad med et direkte rødt kort. Kantspilleren satte en alt for hård tackling ind på Feyenoord-spilleren Mats Wieffer.

Holland belejrede efterfølgende udeholdets felt, og det medførte endnu en scoring af Ake, der fik bolden i mål via en afretning.