EM 1992: Hvordan tilbagelægninger gjorde Danmarks gulddrømme til virkelighed

“You did the same thing in 92!”

Brølet fra AGFs tyske træner Uwe Rösler i retning af Brøndbys assistenttræner Martin Retov under storkampen mellem AGF og Brøndby i den danske Superliga, var ikke at misforstå, og man kan sådan set gå med til, at den drilske stikpille var helt på sin plads. 

Retov var blevet vred over, at han syntes, at AGF trak tiden hver eneste gang, de fik muligheden.

For nok tog AGF lidt vel god tid om at tage deres målspark, hvilket trak tempoet ud af kampen, men Danmark gjorde vitterligt det samme under hele slutrunden i 1992, og da især under finalen mod de tyske verdensmestre.

Derudover havde Danmark en, anden og endnu mere massiv fordel. Målmanden måtte nemlig tage tilbagelægninger med fødderne fra sine medspiller op med hænderne. Og det udnyttede danskerne i noget nær ekstrem grad. 

Det frustrerede selvsagt tyskerne, der var kommet for at spille fodbold, og knap så meget for at skulle prøve at fange Peter Schmeichel, inden “The Great Dane” kunne samle bolden op i hænderne. 

Den slags glemmer en tysker selvfølgelig ikke, og selvom triumfen i Göteborg ikke skal devalueres som sådan, så havde Danmark ALDRIG vundet den kamp, hvis loven om tilbagelægninger var blevet ændret FØR slutrunden og ikke efter, som den viste sig at gøre.

For de,der husker fodbold før og efter tilbagelægnings-reglen blev ændret, kan det ikke overvurderes, hvor massiv en betydning, ændringen havde.

Tempoet kunne annulleres

For i praksis betød muligheden for altid at kunne lægge bolden tilbage til en keeper, der blot kunne samle den op og begynde at drible lidt med bolden, som var det basket, at det var nær umuligt at tage bolden fra et hold.

Den tidligere, tyske landsholdsanfører, Philipp Lahm, fortalte i en klumme i 2023 i The Guardian om, hvordan det virkede totalt fremmed for ham at se gamle Youtube-videoer, hvor målmanden uden hindring samlede tilbagelægning efter endnu en tilbagelægning op. 

Dermed nulstillede man alt efter behag tempoet i kampe, hvor det ene hold var foran, eller i hvert fald for guds skyld ikke måtte tabe kampen. 

Det tjente ikke kun som noget, der kunne få sekunderne til at tikke afsted, det var også en effektiv måde at frustrere modstanderne på, som de gang på gang måtte jage en bold forgæves. Dette sås også i EM-finalen i 1992, hvor tyskerne modtog fem gule kort undervejs, hvoraf flere af dem kom som udslag af frustration i slutfasen. 

For når Schmeichel ikke samlede tilbagelægninger op, så holdt han modstanderne fra at score med det ene mirakuløse indgreb efter det andet.

Alle hold har ganske vist ikke en Schmeichel, selvom nogle hold når at have hele to af slagsen, men at muligheden for at kunne samle bolden op var noget, der havde indflydelse på målscoren, kan ikke benægtes.

Afgørende indflydelse på målsnittet

Det sidste VM, der blev afholdt før reglerne blev ændret, det i 1990, har stadig rekorden som den slutrunde med det laveste målsnit nogensinde. Alle de følgende verdensmesterskaber har således demonstreret værdien af at målmandens rettigheder blev indskrænket.

Ved de seneste, to slutrunder er der blevet scoret cirka et halvt mål mere i snit pr. kamp, end det var tilfældet i 1990.

Et andet, større aspekt ved Danmarks EM-triumf var, at Peter Schmeichel havde de lange udkast som speciale. 

Ganske vist, så var han som tidligere angrebsspiller ikke uden evner med bolden ved fødderne, men muligheden for altid at kunne samle bolden op gav Danmark en klar fordel, da Schmeichel nemt kunne sende bolden helt op omkring sidelinjen. 

I moderne fodbold er spillet med fødderne blevet meget, meget vigtigere, fordi målmanden tit kan presses på en måde, som ikke var muligt før efter EM i 1992. 

Det har populariseret positionen som "sweeper-keeper", hvor målmanden agerer som bagerste markspiller og tager aktivt del i spillet med fødderne. 

Den tilgang var aldrig normen for 1992, og det var især derfor, at sydamerikanske målmænd som Colombias René Higuita og Paraguays José Luis Chilavert, der elskede at have bolden ved fødderne, var så eksotisk en størrelse - men ikke som målmænd på det allerhøjeste niveau. 

Mere som en slags fornøjeligt, men overflødigt krydderi på en position på banen, der ellers alene havde som formål at spolere underholdningen for modstanderne og deres fans.

Nu er det omvendt, eftersom Liverpools Alisson Becker og Manchester Citys Ederson sammen med FC Barcelonas Marc-André ter Stegen og Arsenals David Raya er blandt verdens mest efterspurgte spillere på bagerste position. 

Og det er i kraft af deres ro med bolden ved fødderne og evner til at lave pasninger, der kan splitte et forsvar. 

Alt dette er sket i kraft af en på papiret "enkel" regelændring, der dog er endt med at have en kæmpestor indflydelse på, hvordan spillet har udviklet sig. 

Men hvis man er dansker, så skal man være glad for, at den ændring fandt sted efter 26. juni 1992.