Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

EM 2024 Tracker: Spanien vinder EM efter sen scoring af indskifter

Opdateret
Mikel Oyarzabal sikrede søndag aften en spansk EM-sejr med sin landsholdsscoring nummer 12 i karrieren.
Mikel Oyarzabal sikrede søndag aften en spansk EM-sejr med sin landsholdsscoring nummer 12 i karrieren.Dan Mullan/Getty Images via AFP
Søndag kæmper Spanien og England om EM-trofæet i Berlin. Flashscore giver dig naturligvis godt med opdateringer fra kampen undervejs lige her i vores live tracker.

SLUT - Spanien er europamestre for fjerde gang i historien! De bliver første mandskab nogensinde til at vinde EM fire gange, og tørken fortsætter altså for England, der stadig ikke har vundet en titel siden 1966. I finalen imponerede særligt vidunderet Lamine Yamal, sin partner-in-crime på modsatte kant, Nico Williams, og midtbanedynamoen Fabián Ruiz, ligesom indskiftede Mikel Oyarzabal satte et stort aftryk.

Spanien har søndag sikret sig EM-titlen.
Spanien har søndag sikret sig EM-titlen.Flashscore

90' - VANVITTIGT! Dani Olmo redder et hovedstød på stregen efter et engelsk hjørnespark! Det kunne ikke have været tættere på! 

87' - MÅÅÅÅÅÅL! 2-1 til Spanien! Det her ligner afgørelsen af EM-finalen! Det er indskiftede Mikel Oyarzabal, der timer et løb helt perfekt, kommer foran sin markering på et fladt og hårdt sparket indlæg af spaniernes synder fra 1-1-udligningen, venstreback Marc Cucurella. Nu er der for alvor pres på Gareth Southgates tropper.

82' - Igen, igen må Pickford i aktion, da Lamine Yamal kommer til en god afslutning tæt på mål. Spanierens afslutning sidder dog lige midt på den engelske keeper, der nemt kan parere. 

73' -  MÅÅÅÅÅÅL! England udligner til 1-1! Det er indskiftede Cole Palmer, der gør det onde ved spanierne. Marc Cucurella satser stort og farligt, idet han skubber højt op, og da spanieren ikke vinder duellen, efterlader han sig et stort tomrum, som Bukayo Saka udnytter. I sidste ende findes Chelsea-profilen med en tilbagelægning, og så sparker han den ellers flat ind fra distancen.

67' - Stor redning af Jordan Pickford. Det er Lamine Yamal, der får afsluttet fra kanten af feltet, men den engelske målmand får fint afværget. Ikke længe efter går Álvaro Morata i Harry Kanes fodspor: Anføreren må lade sig udskifte til fordel for Mikel Oyarzabal. Fortsat 1-0 til Luis de la Fuentes tropper. 

61' - Allerede nu er Harry Kane pillet af banen. Det er matchvinderen fra Englands semifinale mod Holland, Aston Villa-stjernen Ollie Watkins, der erstatter den engelske anfører. Horribel aften for Kane på det personlige plan. Nu må han sætte sin lid til, at holdkammeraterne kan vende skuden.

55' - Tæt på at blive 2-0! Endnu engang er det Lamine Yamal der er i fokus, da teenageren finder Álvaro Morata med en fantastisk bold i dybden. Morata forsøger at lægge bolden omkring den fremstormende Pickford, men dels ser afslutning ud til at gå forbi, dels bliver den nemt blokeret flere meter fra stregen.

47' - MÅÅÅÅÅÅL! 1-0 til Spanien! Sikken start på anden halvleg! Lamine Yamal tryller på højrekanten og finder sit modstykke, Nico Williams, på modsatte kant, og Athletic Club-profilen sparker resolut bolden forbi Jordan Pickford med den ellers kolde venstreskøjte. Nu skal England frem!

46' - Kæmpeslag for Luis de la Fuente! I pausen er den spanske landstræner nødt til at udskifte Rodri. Det må antages, at Manchester City-stjernen har slået sig i første halvleg, muligvis i en situation hvor midtbanestyrmanden blokerede et skud og så ud til at få et stræk i knæet. Ind i stedet kommer Real Sociedads Martin Zubimendi. En superdygtig midtbanespiller, men alt andet lige også en stor nedgradering for La Roja.

PAUSE - Det blev ikke ligefrem nogen sindsoprivende første halvleg i årets EM-finale. Begge mandskaber har spillet med håndbremsen halvt trukket med nogen fokus på omstillingerne.

Begge har haft enkelte muligheder for at sende skud mod mål, men ingen af de to målmænd er hidtil blevet testet. Det skal gerne ændre sig i anden halvleg, hvis vi ikke skal falde i søvn. 

Hverken Spanien eller England har formået at skabe de store muligheder i første halvleg.
Hverken Spanien eller England har formået at skabe de store muligheder i første halvleg.Flashscore

41' - Pausen nærmer sig med hastige skridt, og ingen af holdene kan for alvor spille sig frem til de helt farlige muligheder. Begge prøver ihærdigt at udnytte kontrafaserne, men ingen er for alvor lykkedes med det hidtil. 

31' - Endnu et gult kort, denne gang til Dani Olmo, der får stemplet Declan Rice i hoften i et forsøg på at tage bolden med sig forbi den engelske midtbanedynamo. 

26' - Kampens første gule kort er uddelt. Det tilfalder Harry Kane, der efter at have prikket bolden fortsætter med strakt ben og knopperne forrest ind i Fabián Ruiz.

20' - Kampen har ramt en fase, hvor spillet bølger mere frem og tilbage end i begyndelsen. Det er stadig primært Spanien på bolden, men England har fået spillet sig frem i nogle farlige situationer i løbet af de seneste 10 minutters fodbold. 

14' - I føromtalte situation så Kyle Walker ud til at slå sig, og med det samme er Kieran Trippier sendt til opvarmning. Det vil være et stort slag for Gareth Southgate, hvis den så defensivt stabile Walker må udgå, ikke mindst med englænderens fart i duellerne overfor Nico Williams in mente. Trippier er således noget langsommere end Walker.

13' - Vigtig forsvarsaktion af John Stones! Spanien spiller sig noget nemt igennem i englændernes højre side, hvor Dani Olmo med en bold i dybden finder lynhurtige Nico Williams. Athletic Club-profilen forsøger at gå udenom John Stones og sparke på mål, men Manchester City-stopperen får med en veltimet glidende tackling forhindret Williams i at sende et skud afsted. 

11' - Efter tung spansk boldbesiddelse får Southgates tropper endelig en sekvens med bolden for egne fødder. Det resulterer i sidste ende i et frispark dybt på Spaniens banehalvdel, som de med Luke Shaws venstrefod forsøge at få noget ud af. Desværre for Southgate begår Marc Guéhi frispark.

5' - Det er næppe til nogens helt store overraskelse, at kampen indledes med klart spansk overtag i boldbesiddelse. Indtil videre har det også resulteret i et hjørnespark, efter et farligt indlæg fra Nico Williams kun kunne dirigeres ud over egen baglinje af John Stones.

1' - Kampstart! François Letexier fløjter kampen i gang med England som det startende hold. Nu venter som minimum 90 minutters spændende fodbold, der enten giver en rekordstor fjerde EM-titel til Spanien eller en allerførste EM-titel nogensinde til englænderne. 

Kl. 20:54 - De to mandskaber er gået på banen på Olympiastadion. Om lidt lyder de to nationalhymner, først den engelske God Save the King, herefter den spanske Marcha Real, og så kan søndagens franske dommer, François Letexier, ellers snart sætte årets EM-finale i gang. 

Kl. 20:13 - Selvom han fortsat sidder ude efter i efteråret at være blevet ramt af en slem knæskade, så har midtbanespilleren Gavi tilsluttet sig det spanske landshold i den tyske hovedstad.

Trods sine kun 19 år har Barcelona-manden allerede optrådt 27 gange for det spanske landshold, og ved VM-slutrunden i Qatar i 2022 blev han tredje yngste målscorer ved VM i historien med et mål mod Costa Rica.

Kl. 20:00 - Lad os derefter tage et kig på de 11 spillere, som Gareth Southgate har udpeget til startopstillingen denne søndag. 

Her er der en enkelt ændring, da Kieran Tripper glider ud af startelleveren for Three Lions. I stedet er Luke Shaw med fra start, og dermed får englænderne en venstrefodet spiller ind på venstrebacken. Dertil er der ingen ændringer, og således er stjernerne Jude Bellingham, Bukayo Saka, Phil Foden og Harry Kane altså alle med fra start nok engang.

Sådan starter Gareth Southgates tropper i søndagens finale.
Sådan starter Gareth Southgates tropper i søndagens finale.Flashscore

Kl. 19:55 - De to startopstillinger er løbet ind. Lad os starte med at kigge på den spanske, hvor der er to ændringer hos Luis de la Fuente. Det er dog forudsigelige ændringer, for i semifinalen sad både Robin Le Normand og Dani Carvajal ud med karantæne. Det gør de ikke denne søndag, og derfor glider begge tilbage i startopstillingen i stedet for Nacho og Jesús Navas.

Derudover er der ingen ændringer, og man kan således igen se frem til at opleve den velspillende midtbanetrio Rodri, Fabián Ruiz og Dani Olmo, såvel som de spektakulære kanter Nico Williams og Lamine Yamal.

Disse 11 spillere skal søndag forsøge at vinde Spaniens fjerde EM-trofæ i historien.
Disse 11 spillere skal søndag forsøge at vinde Spaniens fjerde EM-trofæ i historien.Flashscore

Kl. 19:49 - Mens vi så småt nærmer os kampstart, er der lejlighed til at kigge på Flashscores optakt til opgøret.

Se Flashscores optakt til EM-finalen.
Flashscore

Kl. 18:09 - Det er kampdag i den tyske hovedstad, Spanien og England mødes i et brag af en finale på Olympiastadion. 

Spanien kan blive første nation i historien til at vinde europamesterskaberne fire gange - lige nu deler de topscorertitlen med Tyskland med hver tre titler - og omvendt kan England vinde sit første EM nogensinde, efter det for tre år siden blev til nederlag mod Italien hjemme på Wembley.

Kampstart er klokken 21, på Flahscore dækkes kampen naturligvis lige her på trackeren, men i mellemtiden har vi samlet en masse artikler, optakter og reaktioner, så du, kære læser, kan være godt klædt på til søndagens store finale.

Du finder vores store oversigt over optakter og artikler lige her.

Lørdag

Kl. 14:25 - Den mest spændende spiller på det mest spændende hold ved EM 2024 - Spaniens Lamine Yamal - fylder 17 år i dag, men fødselsdagsfejringen må vente, mens han forbereder sig til søndagens finale mod England.

Yamal har slået rekorder, siden han fik sin professionelle debut for Barcelona for mindre end 15 måneder siden, og den seneste var, da han blev den yngste målscorer i EM-historien med et fantastisk langskud mod Frankrig, som hjalp hans hold med at nå finalen.

Den yngste til at spille, starte inde og score for sin klub og sin nation er andre rekorder, han har slået siden. Mod England på Berlins Olympiastadion kan han få chancen for at nå endnu højere op, hvis han hjælper sit hold til at vinde en rekordstor fjerde EM-titel.

Yamals kommentarer til sin fødselsdag
Yamals kommentarer til sin fødselsdagReuters, Opta by StatsPerform

Læs mere om Europas nyeste superstjerne her.

Kl. 12:00 - Det har været en lang vej, men vi er nået frem til de to sidste hold ved EM 2024. Spanien og England mødes i den afgørende kamp i morgen i Berlin kl. 21:00 .

I dag vil vi i Trackeren dele de bedste af alle de store nyheder. For at komme i gang kan du se vores sidste preview nedenfor!

Optakt
Flashscore
Omtaler