Europamesterskaberne i fodbold er gået fra at være en turnering, hvor kun créme de la créme i europæisk landsholdsfodbold var repræsenteret, til at være en turnering, hvor også små nationer kan drømme om at være repræsenteret.
Men faktisk skal man helt frem til efter Danmarks usandsynlige triumf ved slutrunden i Sverige i 1992, før der for alvor begyndte at gå vokseværk i turneringen, der hvert fjerde år kårer Europas bedste hold.
Siden EM for første gang løb af stabelen i 1960, og udvælgelseskriterierne var meget skarpere, er der dog løbet meget vand under broen, og at man i 2024 står med hele 24 hold som deltagere i turneringen, har været en proces, der har været meget til debat hos UEFA, såvel som hos de respektive medlemslande.
For man kan argumentere for, at den store mængde deltagende nationer har udvandet konceptet bag en turnering, der udelukkende skulle præsentere créme de la créme blandt de europæiske landshold.
De første ti år var EM da også en fest, der havde særdeles stramme adgangskrav. Og derudover var flere af de mest interessante gæster på forhånd slet ikke interesserede i at være med til gildet.
Storholdene kom sent til festen
I begyndelsen var interessen for et europæisk mesterskab for landshold nemlig ganske lav.
Kvalifikationen til den første slutrunde i 1960 involverede således kun 17 hold, og heriblandt var hverken England, Vesttyskland, Italien eller Holland med, så man kan diskutere, hvor repræsentativ slutrunden egentlig var.
Ved næste udgave, der fandt sted i Spanien i 1964 var tilslutningen noget større med 29 hold i kvalifikationen - Vesttyskland glimrede dog stadig ved deres fravær.
Da vi nåede frem til 1972-udgaven, der fandt sted i Belgien, havde Vesttyskland, anført af legender som Franz Beckenbauer og Gerd Müller langt om længe fundet deres vej til turneringen, som de kvitterede med at vinde, som de også gjorde det ved VM-slutrunden to år efter på hjemmebane.
Det skete i en slags koldkrigs-opgør mod Sovjetunionen og efter en finale, som Müller stod for to scoringer i.
Først i 1980 blev EM således udvidet til at omfatte otte hold, og sådan forblev det frem til og med 1992, hvor Danmark som bekendt fik listet sig med og fik det maksimale ud af at have erstattet det borgerkrigsramte Jugoslavien i turneringen.
I 1980 blev turneringen som nævnt fordoblet i omfang, således at den nu bød på otte hold, der blev delt op i to puljer.
Der var dog endnu ikke etableret en struktur med semifinaler, og i stedet gik de to mandskaber, der sluttede som nummer et i deres respektive puljer, direkte i finalen, mens gruppe-toerne spillede en bronzekamp.
Semifinaler introduceres
Det format affødte en del utilfredshed både under og i kølvandet på turneringen, og derfor blev den struktur ændret forud for næste slutrunde i 1984 - turneringen, der samtidig var Danmarks debut på den helt store landsholdsscene.
Her var der lagt semifinaler ind i planlægningen, sådan at de to bedste hold i de to grupper mødtes i semifinalerne, og samtidig blev den noget forhadte bronzekamp fjernet.
Frankrig blev europamestre det år med Michel Platini som den helt store spiller og topscorer, mens Danmark måtte forlade turneringen efter semifinalen og en tabt straffesparkskonkurrence til Spanien.
Formatet holdt som nævnt frem til 1992, hvor Danmark blev det sidste hold til at vinde et EM med otte hold. Og nu fik EM for alvor vokseværk.
En era med guld- og sølvmål
Ved den næste slutrunde i England blev deltagerantallet fordoblet til 16, hvilket blandt andet gav mulighed for, at et utippet hold som Tjekkiet nåede helt frem til finalen.
Et nederlag på baggrund af et andet, nyt tiltag, nemlig det såkaldte "Golden Goal", hvor først scorede mål i forlænget spilletid afgjorde kampen med det samme, slukkede dog håbet om, at en outsider for anden EM i træk ville gå hele vejen.
I modsætning til turneringsformatet, så havde Golden Goal-formatet en relativt kort levetid, da en så brutal måde at afslutte en finale på trods alt var for hård kost for den almene fodbold-tilhænger. Det optrådte således kun ved slutrunderne i 1996 og 2000, mens der i 2004 i stedet blev anvendt "Silver Goal" som format.
Dette betød, at en eventuel føring efter de første 15 minutter ved en slutrunde ville medføre, at det førende hold vandt, men også det format havde en kort levetid og blev kun anvendt 'en gang ved EM.
Det var til gengæld afgørende, da Traianos Dellas i overtiden af de første 15 minutters forlænget spilletid i semifinalen mellem Grækenland og Tjekkiet i 2004 pandede bolden i netmaskerne og dermed sendte grækerne i den finale, de senere skulle vinde over Portugal.
Det var sidste søm i ligkisten for den amerikansk-inspirerede løsning med kampafgørende mål, og siden da har man som bekendt svoret til den gammelkendte løsning med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence som ultimativ løsning.
If it ain¨t broke....
Flere lande - og flere arrangører
En af katalysatorerne for, at EM er blevet udvidet til at omfatte så mange lande i forhold til udgangspunktet er, at det er blevet en almindelig ting, at slutrunden fordeles ud over flere lande.
Det koncept begyndte i år 2000, hvor Holland/Belgien afholdt et delt europamesterskab. Det gav selvsagt en meget større fleksibilitet, der svarede til det forøgede deltagerantal, og det er et koncept, der for alvor blev forløst, da 60-års jubilæet for europamesterskaberne skulle afholdes i 2020.
Ganske vist blev slutrunden forskubbet til 2021 på grund af pandemiens jerngreb om verden, men da den endelig blev afholdt, udartede det sig til et større triumftog af en turnering, der involverede hele Europa.
Ganske vist gav det her og der nogle problemer i forhold til infrastrukturen og tilhængere, der i visse tilfælde skulle transportere sig fra den ene ende af Europa til den anden for at følge deres landshold, men aldrig har slutrunden føltes mere som en turnering, der virkelig bandt kontinentet sammen.
Nu venter så en slutrunde, der for første gang nogen sindec involverer hele 24 hold, og dermed er den mest inkluderende af alle EM-slutrunde indtil videre. Oven i købet bliver den afholdt i et enkelt land, men som Tyskland før har demonstreret, så har de i den grad kapaciteten til at holde arrangementer af den størrelse.
Spørgsmålet er så bare, om noget af den sportslige berettigelse forsvinder, når tæt på halvdelen af de 55 medlemslande i UEFA får lov at stille op til en turnering, der i udgangspunktet var forbeholdt de absolut bedste - også selvom de ikke nødvendigvis gad stille op.
Det er et spørgsmål, vi får besvaret i tiden frem mod finalen i Berlin 14. juli.
Sikkert er det, at der vil være flere kampe end nogensinde før, der primært har interesse for de deltagende nationer, end det var tilfældet i 1992, hvor hele verden fulgte otte holds kamp om titlen som europamestre.
Omvendt, så vil et hold som Georgien finde stor glæde i at være kvalificeret til turneringen for første gang nogensinde, mens Slovenien og Albanien deltager ved deres blot anden EM-slutrunde.