EM-pres bekymrer ikke England-chef: Vi er nødt til at acceptere det
England har været blandt de fire sidste nationer ved både den seneste VM- og EM-slutrunde, og der vil derfor også være pres på, når holdet går ind til slutrunden i Tyskland.
Det pres bekymrer ikke cheftræner Gareth Southgate.
"Jeg tror, vi er nødt til at acceptere det," siger Southgate ifølge nyhedsbureauet AFP og anerkender samtidig, at hans hold er et af dem, der er i stand til at vinde.
"Der er også andre hold. Man kan bare kigge på de ti bedste hold i Europa, og der kan alle slå alle på en given aften. Men det har vi det også godt med."
England er indtil videre gået ubesejret gennem EM-kvalifikationsgruppen med hold som Italien og Ukraine.
Undervejs er Italien blevet besejret både på ude- og hjemmebane.
"Der er stadig mere at komme efter i det her hold. Det her var en af de hårdeste kvalifikationsgrupper, når man kigger på seedningen. Folk har kritiseret os for ikke at slå de bedste hold, men vi har leveret rigtig godt," siger England-træneren.
Englands store profil og anfører, Harry Kane, nettede tirsdag aften to gange på Wembley, og efterfølgende var træneren også fuld af lovord om Bayern München-stjernen.
"Fordi vi har haft ham så længe, kan han nemt blive undervurderet, men han er en topklasse-spiller," siger Southgate om anføreren.
England mangler fortsat to kvalifikationskampe i november, men EM-billetten er altså allerede sikret.
Ukraine og Italien ligger til at skulle slås om den sidste plads til slutrunden næste sommer i kvalifikationsgruppen. De to hold støder sammen i sidste runde til november.