Engelsk målhelt: Jeg har ventet på det øjeblik i ugevis
Forinden havde Watkins kun fået en enkelt indskiftning mod Danmark under hele EM, men Aston Villa-angriberen greb muligheden og scorede det afgørende mål til 2-1 i tillægstiden.
"Det er ufatteligt. Jeg har ventet på det øjeblik i flere uger. Det har krævet en masse hårdt arbejde for at nå frem til der, hvor jeg er."
"Jeg er taknemmelig for, at jeg fik muligheden, og jeg greb den med begge hænder," siger Ollie Watkins ifølge AFP.
Han kom på banen samtidig med Cole Palmer, og de havde udvekslet nogle ord, inden de kom ind og afgjorde kampen. Det var Palmer, der assisterede ved 2-1-målet.
"Jeg sværger på mine børns liv, at jeg sagde til Cole Palmer, at vi kommer på banen, og at du skal assistere mig. Jeg vidste, at så snart han fik bolden, ville han spille den til mig."
"Man er nødt til at være grådig. Berøring. Afslutning. Og da jeg så den gå ind i det nederste målhjørne, var det den bedste følelse nogensinde," siger Watkins.
Harry Kane, der udlignede til 1-1 på et straffespark for England i første halvleg, roste Watkins efter kampen.
"Ollie har ventet på det her, og han har været tålmodig. Det er enestående, hvad han har leveret. Hvilken afslutning. Jeg er så glad på hans vegne."
"Jeg er så stolt af hver eneste spiller. Det har været en virkelig vanskelig turnering. Og at gøre det, vi har gjort, på udebane er meget specielt," siger Kane.
Nu ser han frem til finalen på søndag mod Spanien i Berlin.
"Det bliver endnu en utrolig hård kamp. Vi ved, at det bliver virkelig svært. Men vi er nået til finalen, og det kræver bare en kamp mere at skrive historie," siger Kane.