Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ex-FCK-profil mangler prikken over i'et i landsholdsregi: Jeg mangler en slutrunde

Henrik Bauch
William Bøving jubler over en scoring mod PSV
William Bøving jubler over en scoring mod PSVPhoto by ERWIN SCHERIAU / APA-PictureDesk / APA-PictureDesk via AFP
Etter 12 år i KB og FC København, skiftede William Bøving i 2022 til østrigske Sturm Graz. I Alpelandet har han skullet vænne sig til en helt ny spillestil på et hold og i en liga, hvor der er stor fokus på unge spillere. Næste år drømmer han om endelig at komme med til en slutrunde. Det fortæller U21 landsholdsspilleren i et interview med Flashscore.dk.

Med sine 21 år, vil det være slut for Bøving senest efter EM-slutrunden i Slovakiet i 2025, og han har et fromt ønske om hvordan hans tid på U21 landsholdet skal afsluttes.

”Det ville være det ultimative at få lov til at være med ved EM. Det vil være vigtigt for alle, men nu har jeg været med siden U16, og jeg har endnu ikke været med til en slutrunde, så det er klart det er noget jeg mangler”.

Med sejren over Litauen spillede Danmark sig selv gode kort på hånden, i jagten på at kvalificere sig til EM-slutrunden. Med tre kampe tilbage af kvalifikationen, har Danmark to af dem på hjemmebane. Det skal dog ikke være en sovepude mener William Bøving.

”Alle kampe er vigtige, så der er ingen andre muligheder end at vi skal vinde alle tre kampe. Det er kun førstepladsen der giver direkte adgang, og den skal vi have”, siger Bøving, der helst undgår andenpladsen hvor toerne fra de andre grupper bliver rangeret op mod hinanden, om de sidste tre pladser ved slutrunden.

Stillingen i EM-kvalifikationen
Stillingen i EM-kvalifikationenFlashscore

Inden da gælder det hverdagen i Østrig, hvor WIlliam Bøving tørner ud for for Sturm Graz.

Klubben har på kort tid opbygget en danish connection. I alt har otte danskere optrådt for klubben, de første fem ligger dog langt tilbage.

I helt nyere tid har østrigerne kastet deres kærlighed på unge danske spillere. Først var det Rasmus Højlund, og siden blev William Bøving hentet til klubben. I 2024 er først Mika Biereth kommet til, og til sommer lander den seneste dansker, når Tochi Chukwuani stempler ind.

Fælles for de tre sidstnævnte er at de spiller sammen på det danske U21 landshold, men alligevel vidste William Bøving ikke noget om Chukwuanis ankomst.

”Jeg vidste slet ikke noget om det. Det har vi slet ikke snakket om. Det har kun været mellem klubben og hans folk, men mon ikke han kommer og skal have gode råd snart”, lyder det fra Bøving.

William Bøving nåede ikke selv at kunne læne sig op ad Rasmus Højlund, der blev solgt til Atalanta få dage inden Bøving blev hentet i sommeren 2022. Biereth er på lån til sommer, så Bøving glæder sig over udsigten til stadig at kunne snakke dansk på den anden side af sommerferien.

”Det er da altid rart at have en dansk holdkammerat. Lige nu er det Mika, og jeg har kendt Tochi i mange år. Vi har spillet sammen på landsholdet siden U16, så det bliver rigtigt godt”, fortæller kantspilleren.

Sturm Graz er et af de hold i den østrigske Bundesliga, der har den laveste gennemsnitsalder. Ifølge Transfermarkt er Sturm Graz kun overgået af Red Bull Salzburg i den kategori. Bøving har et godt bud på hvad det er Graz har succes med. Holdet ligger i øjeblikket på en andenplads i ligaen, hvor de igen må se sig overgået af Red Bull Salzburg.

”Vi har et ret ungt hold, og jeg tror det handler meget om vores spillestil. Den er meget direkte og vi kommer til mange chancer. Det passer nok godt til unge spillere, og så har vores europæiske kampe også været gode udstillingsvinduer med mange tilskuere. Generelt tror jeg østrigsk fodbold passer godt til unge spillere”.

For Bøving selv har de mange unge spillere også gjort det let at falde til i de nye omgivelser i det sydlige Østrig, blot 50 kilometer fra grænsen til Slovenien.

”Det var nemt fordi der var mange på min alder dernede. Det var nemt at falde ind, og der er en god kultur. Man har selv at ansvar for at bringe sine kvaliteter i spil, men når det så lykkes, så bliver det også meget nemmere, at skabe relationer på og udenfor banen”, lyder det fra danskeren der kom til Sturm Graz fra FC København, der netop havde vundet det danske mesterskab. 

Derfor var det naturligt nok noget ganske andet for Bøving, da han ankom til Graz, der i de to seneste sæsoner er endt som nummer to.

”Det er to helt forskellige spillestile i de to klubber. I FCK kunne vi godt lide at have bolden i kæderne, og vente tålmodigt til chancerne kom. Der er det ret modsat i Graz. Ligaerne som sådan er ret ens. Der er nogle tophold i begge lande der typisk løber med mesterskaberne, så det er meget lig hinanden”, fortæller Bøving.

Efter en god start efter sin ankomst, blev foråret 2023 en blandet landhandel for Bøving, der typisk startede på bænken og kun fik sporadisk spilletid. I denne sæson startede danskeren flot i de europæiske kampe, men siden har skader sat sit præg på den 21-årige dansker.

”Jeg synes det går godt for mig personligt, men jeg håber da at kunne gøre det bedre. Jeg har været en del skadet, blandt andet med min ene ankel. Lige nu går det dog rigtigt godt”, vurderer Bøving, der lavede to mål i sine tre sidste kampe for Sturm Graz inden afgangen til landsholdsamlingen, hvor han fik en god time i 3-0 sejren over Litauen mandag aften.