FCK og Brøndby åbner med derby - sådan mødes holdene i første runde af mesterskabsspillet
Hele programmet for mesterskabsspillet samt nedrykningsspillet er på plads, og her fremgår det også, at både Brøndby, FCK og FC Midtjylland slutter sæsonen af på hjemmebane.
I spillerunde 23, som er den første efter grundspillet, åbner Randers FC med en hjemmekamp mod Lyngby søndag 31. marts klokken 14. Senere samme dag tager Viborg FF imod Hvidovre.
Begge kampe drejer sig om at undgå nedrykning fra Superligaen.
På den første dag i april er der så københavnerderby mellem FCK og Brøndby, mens FCM tager imod FC Nordsjælland senere samme dag.
23. spillerunde afrundes med OB's hjemmekamp mod Vejle tirsdag 2. april i det, der ligner en spændende bundgyser.
Lige nu holder Superligaen pause, da der spilles landskampe. Danmark skal spille to EM-testkampe mod Schweiz og Færøerne på lørdag og tirsdag i næste uge.
Derefter venter der ti spillerunder i Superligaen, hvor der skal uddeles medaljer og findes to nedrykkere.
I sidste spillerunde har FCM, Brøndby og FCK fordel af hjemmebane. FCM tager imod Silkeborg, FCK skal møde FCN i Parken, mens AGF slutter sæsonen af hos Brøndby.
FCM fører lige nu Superligaen med et enkelt point ned til Brøndby. FCK er tre point fra førstepladsen efter de første 22 kampe.
Første runde i slutspillet:
Randers-Lyngby
Viborg-Hvidovre
FCK-Brøndby
FCM-FCN
Silkeborg-AGF
OB-Vejle