Flere danske medier letter på hatten for Kasper Hjulmands valg
Op til kampen havde debatten om de danske præstationer i kvalifikationsgruppen været stor, men den forstummede med indsatsen, som de danske medier roser over en bred kam.
Berlingske hæfter sig ved, at det fastlåste udtryk fra danskerne var forsvundet.
"Det forkrampede spil, den opgivende attitude og det nervøse udtryk var væk. Slovenerne blev blæst ud af banen fra første minut af et dansk landshold, som spillede sin suverænt bedste kamp siden VM-fiaskoen i Qatar for et år siden," skriver avisen.
Landstræner Kasper Hjulmand havde til kampen valgt mange af de spillere, som også har fået Danmark til tidligere slutrunder.
I startopstillingen havde han blandt andre fundet plads til veteranerne Jannik Vestergaard, Thomas Delaney og Yussuf Poulsen, som alle kvitterede med en solid indsats.
"Landstræneren havde valgt en startopstilling med en del af sine mest afprøvede navne, og det blev en stor triumf for den lettere udskældte landstræner. Yussuf Poulsen og Jannik Vestergaard satte deres klare aftryk, og Slovenien var meget lidt farlige. Bedste kamp i hele kvalifikationen," skriver DR Sporten.
Politiken stemmer i.
"De "gamle drenge" viste i den grad, at de var tilliden værdig. For det var Jannik Vestergaard, som headede bolden videre til Thomas Delaney, som scorede 2-1-målet, der fik smilene tilbage og pulsen et par slag ned."
"Yussuf Poulsen scorede ikke, men gjorde sig med fight og vilje af en anden verden sig lige så positivt bemærket som de andre "gamle drenge". Efter 2-1-scoringen fik Danmark den slovenske modstander til at se ganske ordinær ud," skriver avisen.
Danmark er et af 13 lande, heriblandt Tyskland, der nu er klar til EM.
Kvalifikationen slutter for Danmarks vedkommende på mandag ude mod Nordirland.