Forboldforbund afviser historie om karantæne til Demiral
Udtalelsen kommer, efter at den tyske avis Bild torsdag skrev, at Demiral har fået to spilledages karantæne.
Med to spilledages karantæne ville Demiral ikke kunne spille lørdagens kvartfinaleopgør mod Holland og en eventuel semifinale.
Ifølge det tyrkiske fodboldforbund har organisationen dog indtil fredag at svare på anklagerne mod Demiral.
Demiral scorede begge tyrkiske mål mod Østrig. Ved den anden scoring lavede den 26-årige midtstopper en fejring, hvor han løftede armene op og strakte pege- og lillefinger i vejret på begge hænder.
De to hænder i luften symboliserer ulveører.
Det er efter sigende en hilsen, som bruges af den ultranationalistiske gruppering "Grey Wolves" på den yderste højrefløj i Tyrkiet.
Efterfølgende blev Tyrkiets ambassadør i Tyskland, hvor EM spilles, indkaldt til møde i det tyske udenrigsministerium i Berlin.
Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) meldte onsdag ud, at man vil undersøge Demirals fejring.
Efter kampen mod Østrig fortalte Demiral, at han håbede at få flere lejligheder til sin specielle fejring, men står det til Tysklands indenrigsminister, skal det forhindres.
"Symboler fra tyrkiske højrefløjsekstremister har ingen plads på vores stadioner," skriver indenrigsminister Nancy Faeser på det sociale medie X.
"At bruge EM som en platform for racisme er aldeles uacceptabelt."
Demiral har hævdet, at der intet skjult budskab var i fejringen, men den køber langtfra alle.
Ifølge det tyske medie DW bor der tre millioner mennesker med tyrkisk oprindelse i Tyskland.
Kvartfinalen mod Holland spilles lørdag klokken 21 på Olympiastadion i Berlin.