Fransk landstræner anerkender spansk semifinalesejr: VI skubbede ikke nok fremad
Sådan lyder den umiddelbare analyse fra den franske landstræner Didier Deschamps efter 1-2-nederlaget til spanierne i tirsdagens EM-semifinale.
Randal Kolo Muani headede tidligt Frankrig på 1-0, men et drømmemål af det 16-årige stjernefrø Lamine Yamal og en træffer af Dani Olmo vendte kampen på hovedet, inden der var spillet en halv time.
"Spanien beviste, at de har et meget stærkt hold. Vi åbnede scoringen, men de skabte problemer for os, fordi de var overlegne i forhold til kontrol med bolden".
"De viste alle deres kvaliteter. Vi var knap så friske. Det førte til en del tekniske fejl, især i opbygningen af spillet. Vi skubbede ikke nok fremad", siger Deschamps ifølge Reuters.
Ifølge UEFA havde Frankrig otte afslutninger i feltet mod Spaniens to.
"Man skal være så afslappet som muligt, og man skal ramme målet. Det manglede vi", siger Deschamps om de mislykkede franske forsøg.
Med Frankrigs exit missede Deschamps muligheden for at blive den første nogensinde, der har vundet VM og EM som både spiller og træner.
Han vandt som spiller VM i 1998 og EM i 2000. I 2018 triumferede han som træner ved VM, mens den tabte finale i 2016 er hans hidtil bedste resultat ved EM som træner.