Fransk landstræner peger på modstandere som favoritter: ”Spanien er det bedste hold”
Selvom de blot har scoret ét mål ved egen hjælp, som endda var på straffespark, og dertil kan altså lægges to selvmål, er Frankrig pludselig semifinaleklar ved årets EM-slutrunde, da de fredag aften sendte Portugal ud efter straffesparkskonkurrence.
Helt frem til straffesparkskonkurrencen nåede Spanien ikke tidligere på aftenen, da de snød de tyske værter for netop en straffesparkskonkurrence med en sen, sen scoring pandet ind af Real Sociedad-profilen Mikel Merino.
Derfor ligger den første semifinale ved sommerens EM i Tyskland klar, når Spanien og Frankrig tirsdag brager sammen på Allianz Arena i München, og selvom den franske landstræner, Didier Deschamps, naturligvis tror på sit eget mandskab, så peger han på modstanderne som favoritten.
”Spanien er det bedste hold, det er der ingen tvivl om. Jeg har set nogle kampe, og de gør det rigtig godt. Vi skal prøve at komme os, så vi kan kæmpe og forsøge at opnå en plads i finalen. Spanien var ikke favoritter, da turneringen startede, men nu er de i semifinalen, og det må vi lykønske dem med,” fortæller Deschamps ifølge spanske Mundo Deportivo.
Mens Didier Deschamps har stået i spidsen for det franske landshold i utrolige 12 år, hvor det er blevet til ét verdensmesterskaber og tre finaler, to ved VM og én ved EM, så er det en helt anderledes uprøvet mand, der står i spidsen for de spanske tropper.
Således overtog 63-årige Luis de la Fuente først styringen på La Roja efter Luis Enrique i kølvandet på det skuffende spanske exit ved VM i Qatar i 2022, hvor Marokko overraskende sendte det iberiske mandskab til tælling, men spanieren har hurtigt konsolideret sig som en dygtig landstræner.
Selvom Spanien ellers fik en tøvende start under de la Fuente, hentede Spanien ikke desto mindre Nations League-titlen i Rotterdam i 2023, da Spanien med mange af de nuværende EM-spillere på holdet besejrede Kroatien i straffesparkskonkurrence på De Kuip.
Deschamps kommer dog til mødet med Spanien med en meget lige statistik i indbyrdes møder med det spanske landshold, for i fem møder med Spanien som fransk landstræner det blevet til to sejre, to nederlag og en enkelt uafgjort.
I 2021 mødtes de to mandskaber senest i en betydningsfuld kamp, da det var franskmændene der vandt netop føromtalte Nations League i en 2-1-sejr på San Siro i Milano. Dengang var det dog Luis Enrique, der stod i spidsen for La Roja.
Frankrig og Spanien mødes som bekendt tirsdag 9. juli på Allianz Arena i München, og her må Luis de la Fuente undvære midtbaneprofilen Pedri, der lørdag er blevet meldt færdig ved sommerens EM. Desuagtet har bookmakerne altså, præcis som Deschamps, Spanien som de umiddelbare favoritter til at nå finalen.