Georgien indløser billet til ottendedelsfinale med sensationel sejr over Portugal
I den anden kamp i puljen vandt Tyrkiet 2-1 over Tjekkiet, hvilket betyder at Tyrkiet slutter på andenpladsen. Portugal var allerede kvalificeret til næste runde før den sidste gruppespilskamp.
Dermed er Georgien via en tredjeplads og fire point i Gruppe F videre til ottendedelsfinalerne af turneringen i deres første slutrunde nogensinde.
Den portugisiske træner havde besluttet sig for at give chancen til midtstopperen Antonio Silva i startopstillingen, og han skulle få sig en skidt aften på banen i Gelsenkirchen.
Allerede i det andet minut var Antonio Silva i fokus. I opspillet spillede han bolden direkte i skoen på Georgiens Georges Mikautadze.
Den georgiske frontløber stak lynhurtigt afsted i en omstilling, inden han spillede Khvicha Kvaratskhelia fri i det portugisiske felt, og Napoli-spilleren svigtede ikke.
Det tidlige føringsmål gav Georgien muligheden for at stille sig i en kompakt defensiv og afvente portugiserne.
I store dele af første halvleg lykkedes det georgierne at holde Portugal fra fadet. Det var stort set kun på dødbolde og skud fra distancen, at portugiserne var farlige.
Efter 55 minutter bragte Antonio Silva sig endnu engang i fokus, da han klodset nedlagde Otar Kiteishvili i det portugisiske felt. Georges Mikautadze omsatte efterfølgende sikkert forsøget fra de 11 meter.
Derfra mindede kampbilledet om første halvleg. Georgien stod i en solid defensiv, som Portugal aldrig formåede at bryde igennem. Giorgi Mamardashvili i det georgiske mål afviste alle tilnærmelser helt til slutfløjt.